Bog

Soft boys

Af (
2023
)

Anmeldelse

Soft Boys

17 mar.23

Den svære overgang fra barn til voksen, når man som teenagedreng falder uden for normen, skildres med nænsom hånd i Mads Ananda Lodahls nye novellesamling.

En dreng er på fisketur med sin stedfar, da han ser et mystisk lys under søoverfladen. En anden dreng tager til Justin Bieber koncert og får en oplevelse ud over det sædvanlige. Og en tredje dreng bliver via sin gaming uforvarende skyld i et brutalt overfald. Fælles for de tre og for de resterende syv drenge i Mads Ananda Lodahls novellesamling ‘Soft Boys’ er, at de står midt i den svære overgang fra barn til voksen.

Alle ti drenge i samlingen kommer desuden fra den samme landsby og falder lidt uden for normen for, hvordan vi traditionelt forestiller os teenagedrenge. De skiller sig af den ene eller anden grund ud i det lille lokalsamfund og skal kæmpe med følelsen af at være anderledes, samtidig med de forsøger at finde deres plads i verden.

Særligt to noveller står for mig frem i samlingen: “Volvo” og “Acne core”. I “Volvo” skal hovedpersonen til pyjamasfest i ungdomsklubben, og han møder op i sin mors natkjole. Stemningen i begyndelsen af novellen er opløftende, og hovedpersonens klassekammerater accepterer uden videre natkjolen: “Alle fra min klasse er her. Vi køber sodavand for penge, og de andre synes, jeg er modig, fordi jeg har kjole på. Amalie er den første der siger det. Hun synes, det er dejligt, at jeg ikke skal spille sej som mange af de andre.” Men uden at afsløre for meget af handlingen, tager aftenen herefter en drejning, der knuser enhver forventning om sammenhold og accept.

“Acne core” er knap så hjerteknusende, men ikke mindre rammende i sin skildring af den unge hovedperson, der forud for sin konfirmation lader sig bestikke af sin far til at klippe sit lange hår af, så hans mor kan få det konfirmationsbillede af ham, hun drømmer om. Det lange hår er ellers hovedpersonens “yndlingsting ved mig selv”, og han fortryder da også så snart, han rejser sig fra frisørstolen. Han beslutter sig derfor for at lime håret fast igen, og selvom det ikke er en udpræget succes, står han ved sin beslutning. Det er oplagt at læse “Acne core” som en fabel over, hvor svært det kan være at give slip på barndommen.

Novellerne takler emner som frygt, sorg, ensomhed, køn, seksualitet og følsomhed, og Mads Ananda Lodahl beskriver med nænsom og sikker hånd, nogle af de udfordringer teenagedrenge i dagens Danmark kan stå med. Samtidig giver han en stemme til en målgruppe, der ikke fylder så meget i dansk litteratur; de følsomme unge drenge for hvem druk og sex ikke fylder specielt meget.

Novellesamlingen er helt oplagt at bruge i danskundervisningen i udskolingen og vil uden tvivl kunne sætte gang i nogle gode og vigtige samtaler i klasselokalerne, men den er bestemt også vedkommende læsning for os, der for længst har forladt skolesystemet. De ti noveller er en rørende samling om livet som teenagedreng i det 21. århundrede.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
135589985
ISBN
9788702391411
Antal sider
188

Tema

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer