Anmeldelse
Hedeselskabet af Malte Tellerup
- Log ind for at skrive kommentarer
En lidt uforløst roman om tre unge københavnere, der forsøger at udleve drømmen om frihed i et åbent fællesskab i Vestjylland.
Det er på mange måder noget af et eksperiment, som tre unge akademiker- og kunstnertyper fra København kaster sig ud i, da de vælger at udleve drømmen om frihed og lejer sig ind i stuehuset på et nedlagt husmandssted i Vestjylland. Drømmene bliver dog overskygget af de mange daglige udfordringer, såsom at få skrabet penge sammen til at købe olie og få bilen repareret. De praktiske udfordringer er dog intet imod de mere personlige udfordringer, når tre mennesker vælger at bo sammen i et åbent fællesskab
Bogens stemme er langt overvejende lagt i munden på hovedpersonen Tobias, der er romanens jeg-fortæller. Han lever sammen med Victoria i et åbent forhold, mens deres fælles ven Andreas ind imellem sover sammen med dem og på andre tidspunkter har et forhold til en pige udenfor bofællesskabet. Tobias er uafklaret i sin seksualitet. Samtidig med han forsøger at leve sammen med Victoria, har han også forhold til mænd. Han dyrker det androgyne ved at have langt hår, bruge neglelak og gå i feminine jakker.
Bogens anden stemme tilhører deres udlejer Mads, der er gift med Phueng fra Thailand. Mads er venlig og imødekommende og gør meget for at hjælpe sine unge lejere, men desværre går han konkurs. Ægteskabet mellem Mads og Phueng er beskrevet meget fint, og man fornemmer en ligeværdighed i forholdet. Phung savner dog sin mor og tilbyder at betale for en billet, så hun kan komme på besøg i Danmark, men moren vil ikke rejse og synes, Phueng skal bruge sine kræfter på at skaffe en god mand til sin kusine.
Det er lidt morsomt, at Malte Tellerup har valgt at navngive sin roman efter det Det danske Hedeselskab, der fra 1866 med Dalgas i spidsen stod for at opdyrke heden, i en tid, hvor vi ønsker heden tilbage. Der er mange gode tiltag i romanen, og fx er hans beskrivelser af et udkantssamfund, hvor man har sine egne regler, og hvor fordommene lurer lige under overfladen, meget rammende. Beskrivelsen af den magtesløshed, som Tobias føler, da han bliver ladt alene tilbage uden penge og uden arbejde er også ganske malende. Jeg synes dog, at romanen er lidt uforløst, selv om den åbne slutning levner plads til lidt håb.
Malte Tellerup debuterede i 2017 med den delvist selvbiografiske roman Markløs, som indbragte ham Blixenprisen. ’Markløs’ er efter min mening en noget mere helstøbt roman end ’Hedeselskabet’.
Brugernes anmeldelser