Mestrene

Om hjerter der brænder for håndbold, men også om overdreven vindermentalitet, talentudvikling, neoliberalisme og analt begær. I ’Mestrene’ hænger det hele sammen. 

På stribede halgulve landet over spiller, træner, fester, lever og ånder mange tusindvis af håndboldspillere, trænere og frivillige. Her bliver familie og klub til synonymer, sejr og værd ligeså. Det er livet for jeg’et i Malte Tellerups autobiografiske roman ’Mestrene’. Han vokser op i en verden, hvor præstation på håndboldbanen er uløseligt forbundet med selvtillid, og på et halgulv, hvor forældre skriger og skråler fra sidelinjen og pisker en stemning op, så legen i halvleg bliver umulig. Som resultat vokser han op med mantraet ”Jeg skal vise dem at jeg kan”; ord der kommer til at følge ham ungdommen igennem og får konsekvenser, som læseren løbende får indblik i.

Romanen er løst strukturerede erindringer, der følger jeg’et lige fra den spæde start som håndboldspiller i farens klub OH77, igennem forældrenes skilsmisse, til plantræning og de sene teenageår i den prestigefyldte klub GOG. Erindringerne er frie, og fortællerens nutid sniger sig ofte ind i teksten, nogle gange i form af bisætninger (MEN OFTE I PARENTES, VERSALER OG MED EKSPRESSIV TEGNSÆTNING!!!!!). Fortællerens afstand til sin egen ungdom gør, at teksten hele tiden er pålagt et lag af refleksion, måske endda bagklogskab, som røber overfor læseren, at der gemmer sig mere end nostalgi og håndboldglæde i erindringerne.

Jeg’et bringes ind i håndboldens verden af sin far, klublegende og venstre back, en position, som ofte er banens mest scorende spiller og holdets største profil. Jeg’et følger dog ikke farens fodspor, men bliver målmand, en position udenfor kollektivet. Enestående, kampafgørende, isoleret. Man fristes til at spørge, om håndbolden bare bliver én stor metafor for farens manglende forståelse (og accept?) for sin akavede og queer søn. Jeg’ets seksualitet er ikke ligefrem centralt i romanen, men tydeliggøres flere gange - navnlig på første side hvor en noget eksplicit, men fucking velskrevet passage om en guldske i røven kaster læseren direkte ind i en kontant mandsdomineret sportsverden.

I romanens anden halvdel kaster Tellerup sig ud i en lovprisning af gudmekongerne i gul og rødt og livet i GOG, men lige som klubkærligheden bliver vammel, svinger romanen sig op på et helt andet niveau. Tellerup formår at sætte sammenhæng mellem håndboldens overindividualisering og vores samfunds generelle ”vindernarrativ”. Med udgangspunkt i den talentudvikling, som Viborgborgmesteren Ulrik Wilbek udviklede som landstræner, understreger Tellerup Danmarks dybt rodfæstede problemer med kapitalismen.

I ’Mestrene’ lukker Tellerup dørene op til håndboldens verden, hallernes, klubbens og sejrenes. Han beskriver smukt og relaterbart, hvor svært det kan være at eksistere i overlappet mellem håndbold, seksualitet, familie og forventninger. Om man er håndboldspiller, ung, gammel, queer eller ej, er ’Mestrene’ et værk, som fortæller en hjerteskærende og grundkomisk historie om det Danmark, vi lever i, hvor vi alle er blevet lokket med til et spil, hvis konsekvenser vi ikke forstår.