Latter i mørket

Man nemt kan sidde tilbage med en dårlig smag i munden efter at have læst ’Latter i mørket’. Det løber én koldt ned ad ryggen, og man må udbryde: ”Hvordan kunne det gå så vidt!” 

Man kan vist med overordentlig sikkerhed kalde ’Latter i mørket’ for noget af en tragedie. Det er en fortælling, der tager sit afsæt på toppen af velværets bakke og fra den bakketop går det kun knivskarpt og lineært nedad. Vi følger den midaldrende og småborgerlige kunstkritiker og filmskaber Albert Albinus, der bliver grebet af en forbudt forelskelse i den unge berlinerpige Margot. For ham er hun det allerskønneste af alle kunstværker, og af den grund smider han alt, hvad han har overbords for hendes skyld: kone, barn og en god karriere, sit liv og sin status. Der er dog ingen affektive følelser i det for Margot, og midt i hendes forhold med Albinus indleder hun en hemmelig affære med én af Albinus’ gode venner, Rex. Rex følger parret, hvor end de går indtil dagen, hvor Albinus mister sit syn. Margot fortæller herefter Albinus, at Rex er taget tilbage til sit arbejde i USA, men det er intet nær sandheden. I den blinde mands mørke håner Rex Albinus og driver ham ind i dyb fortvivlelse, indtil deres ulykkelige trekant må lide sin tragiske ende.

Det kan være svært at bedømme, hvad moralen i ’Latter i mørket’ er. Gennem romanen belærer vores ironiske og alvidende fortæller nemlig hverken sine karakterer eller sin læser. Der er ingen fordømmelse, moralsk udpegelse eller kloge ord. Nej, den lader dem tværtimod udfolde sig uden indgriben, og overlader dem på sin vis til sig selv og hinanden. Han lader den ironiske Rex, terrorisere og håne den blinde Albinus:

”Margot beskrev alle farverne for ham - det blå tapet, de gule rullegardiner - men tilskyndet af Rex lavede hun om på alle farverne. Det at den blinde mand var tvunget til at forestille sig sin lille verden i de kulører Rex havde foreskrevet, var for sidstnævnte en udsøgte fornøjelse.” 

Og han lader den aspirerende skuespillerinde, Margot, blive hånt af et helt publikum:

”Dette var Margots bedste scene. Men da det lille barn puttede sig ind til hende, strøg hun pludselig ned ad sin kjole med bagsiden af hånden (helt ubevidst), som om hun ville tørre hånden af - og det lille barn så mistænksomt på hende. En latter bølgede gennem salen. Margot kunne ikke holde det ud længere og begyndte at græde sagte.” 

Denne hån og denne mangel på fordømmelse og belæring er det væsentlige i ’Latter i mørket’. At den, der må stå til ansvar for vores handlinger, er ingen andre end os selv, og at vores moral (eller ikkeeksisterende moral) er noget, vi bøjer og strækker for vores egen samvittigheds skyld.

’Latter i mørket’ er en juvel i Vladimir Nabokovs forfatterskab og en bog, hvis allerstørste styrke ligger i Nabokovs evne til at kreere handlinger og karakterer. En super spændende roman! Der var ikke et minut, hvor jeg kedede mig.