Nådesløse Nabokov skriver romantisk tragikomik og forfaldshistorie, der vil få dig til at klukle, gyse og trippe forsigtigt ind for at stryge dit sovende barn over håret.
Ved første øjekast vil Vladimir Nabokovs roman 'Latter i mørket' ikke stort mere en film-imiterende lommeroman af den type, man finder i en lille kasse på et hostel i sydeuropa. Den er skrevet i en sardonisk tone og i samme høje tempo som en af de film, den beskriver. Selv om den foregår i 1930'ernes Berlin, er der en stærk bismag af 1960'ernes sepiatonede biograflærred, hvor hurtige kærlighedsfortællinger blev afviklet af brillantinehårede førsteelskere og kvinder med lange øjenvipper, kan historien nemt forekomme banal og ligetil. Hvad den på sin vis også er.
Men den er også noget andet og mere end det, for midt i denne hurtigtlydende fortællling om en enfoldig intellektuel snob, der vrager sit gode liv i lystens navn, og som ender i et tragisk trekantsdrama med to charlataner, der langsomt lænser hans konto, findes der en dyb og inderlig indsigt i den menneskelige svaghed. Det er dér Nabokov sætter sin skalpelskarpe pen ind og drysser sin prosa som salt i såret, og det er dér, det bliver en bog, der virkelig kan mærkes.
Albinus er historiens hule hovedfigur, han en kunstskribent og filmskaber uden åndsevner, men med en hengiven kone og en dejlig datter. Han falder for den unge opportunist Margot, der giver ham god sex og har dollartegn i øjene, da hun finder ud af, hvem han er. Albinus' ægteskab falder fra hinanden, Margot flytter ind, og det hele går langsomt mod undergrunden. Albinus er blindt forelsket, hans oprindelige familie lider, og Margot går i ledtog med en gammel elsker.
Det hele er med andre ord så usympatisk, som det kan være, og det hele går så galt, som det kan gå. Alligevel er der en lille tråd af sentimentalitet i fortællingen. Det var den, der fik mig til at se op med kærlige øjne på min egen familie, hver gang jeg havde læst et stykke i bogen.
Nabokov skriver sadistisk godt, og Niels Lyngsø klæder romanens sardoniske tone i en flot dansk sprogdragt, som er helt sømløs, når man læser denne tragikomiske beretning om en dåres forfald. Det er grusomt, men det er også godt, og det kan give anledning til mange gode samtaler med eventuelle bedre halvdele eller venner i en læsekreds.
Jeg vil opfordre læseren af denne anmeldelse til at falde ned i teksten, få sig en letlæst litterær oplevelse og komme ud igen med kærligheden i behold. Måske endda forstørret.
Kommentarer