Bog

Sallys far er sygt pinlig

Af (
2016
)

Anmeldelse

Sallys far er sygt pinlig af Thomas Brunstrøm

16 nov.16

Sallys far lyver, prutter og opfører sig som et barn i Brunstrøms og Christoffersens sjove billedbøger, der i takt med trenden i børnelitteraturen har faren som primær omsorgsperson.

Med Sallys far som en kærlig parodi over den moderne far, der med ikke så klædelige skinnyjeans og udsigt til farmaven under T-shirten, ubekymret leger og pjatter sig gennem opdragelsen og forholdet til sine børn, rammer denne serie lige ind i alle børnefamiliers hverdag og får dem til at klukke af grin undervejs.

Også i denne tredje bog er Sallys far er tå-krummende pinlig, men samtidig sådan en forælder, som vi alle drømmer om. Faren er egentlig helt okay, synes Sally. Alligevel er hun begyndt at synes, at han er rigtig pinlig. Han prutter højt, når mor ikke er hjemme og giver uden tøven lillebror Eddie skylden. Han snakker babysprog foran Sallys venner og påstår, at Svend og Sally er kærester selvom det (næsten) ikke passer. Og så siger han underlige ting som ”du må ikke tisse i lærerens kaffekop” foran alle Sallys klassekammerater.

Med den lavpraktiske selvfølgelighed, der er karakteristisk for serien, beslutter Sallys sig for at give sin far en lærestreg, så han kan begynde at opføre sig som andre fædre. Hun må dog, som i de andre bøger i serien, erkende at hendes far altså er sjovere, når han er lyver, prutter og snakker babysprog. Sallys far er typen, der tager sin del af barslen og ikke går op i regler og konsekvens, mens moren optræder som den fraværende karrieremor, hvis hoved bogstavelig talt er klippet ud af bøgerne. Ikke at makkerparret Brunstrøm og Christoffersen nødvendigvis vil sige noget med det – de trækker bare på deres egne erfaringer som fædre i denne serie. Men uden at ville det, er de helt i takt med tidens trend, hvor fædrene i børnelitteraturen i stigende grad overtager rollen som den primære omsorgsperson og lader mødrene stå i det skjulte.  

Thomas Brunstrøm er forfatter, journalist og filmanmelder og er rent faktisk far til en Sally og en Eddie i virkeligheden. Thorbjørn Christoffersen er animator og filminstruktør og har bl.a. lavet animationsfilmen ’Terkel i Knibe’. Det filmiske afsæt ses tydeligt i de stemningsfulde og sjove illustrationer, der formår både at underbygge historien og bygge videre på den. Hold bare øje med den opfindsomme lillebror Eddie, der i bøgerne skaber sin helt egen sideløbende fortælling.

Hjemme hos os er vi, store som små, fuldkommen pjattede med Sallys far. Det er vi, fordi Sallys far er bramfri, politisk ukorrekt og fri for løftede pegefingre og speltboller – og så gider han at lege. Han er sådan en forælder, som vi voksne drømmer om at være og sådan en far, som alle børn drømmer om at have.

Vi har allerede lavet en bandekasse, så vi er klar til næste bog i serien 'Sallys far bander ad helvede til'. Så meget glæder vi os til at høre mere om Sallys far, der er en fuldtræffer til alle børn fra 4-9 år. 

Bogdetaljer

Forlag
Turbine
Faustnummer
NULL
ISBN
9788711914878
Antal sider
36

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer