Blod

Af litterære begivenheder i Danmark af den mere farverige art er udgivelsen af Rudolf Broby Johansens digtsamling BLOD (og den efterfølgende retssag) absolut nævneværdig

Broby blev aldrig skønlitterær forfatter, men han har haft stor indflydelse på dansk kunst og kulturliv. Derfor er relevansen af 'BLOD' indiskutabel – både fordi 'BLOD' var et eksperimenterende kunstnerisk projekt, men også fordi Broby var banebryder for et opgør mod det etablerede borgerlige moralkodeks. Dette gjorde han ved at behandle et af samfundets allermest tabubelagte emner: Prostitution.

Rud. Broby Johansen udgav sin lille digtsamling 'BLOD' på det nystiftede forlag DNSS (Det Ny Studentersamfund). Digtsamlingen nåede dog ikke at være på gaden mere end et par dage, før den blev beslaglagt, og Broby blev anklaget for at have overtrådt straffelovens § 184 af 1866:

”Den, som offentliggør et utugtigt Skrift, straffes med Fængsel eller Bøder”.

Året var 1922. 1.verdenskrig spøgte stadig i Europas bevidsthed, og i Københavns studentermiljø blomstrede utilfredsheden med social og økonomisk ulighed. En spirende kommunistisk ungdom prægede det politiske billede. Det var her den unge Broby kæmpede sine kampe, og her den kontroversielle digtsamling 'BLOD' blev til. Det blev Brobys første og sidste skønlitterære udgivelse.

Den 22. januar 1923 mødte Rud. Broby Johansen op i retten sammen med venner og meningsfæller fra Det Ny Studentersamfund for at forsvare sin digtsamling og ikke mindst sin politiske sag. De unge mennesker fyldte forsalen til retsalen: Sad på gulvet, røg masser af tobak og diskuterede ivrigt. Det store postyr overraskede tilsyneladende dommeren. Han nægtede at lukke dem ind i retssalen.

Anklageren læste anklageskriftet op. Brobys digte var afgjort umoralske og utugtige – han kaldte digtene for pornografiske - og Broby måtte derfor dømmes efter § 184.
Forsvareren fremhævede det kunstneriske aspekt i 'BLOD' og eksemplificerede med side 12 i digtsamlingen. Når denne side 12 var kunst, kunne man også antage, at resten måtte være det. Selvom det måske var svært for den ældre generation (inklusiv ham selv) at forstå og sætte pris på digtene.

Herefter ønskede Broby selv at tage ordet, og han læste en forsvarstale op, som i sin eftertid er blevet lige så berømt som selve digtsamlingen. På trods af denne tale og Brobys insisteren på sin uskyld, dømmes han til at betale 300 kr. i bøde og dertil 14 dages fængsel.

Broby appellerede dommen øjeblikkeligt. Han mente straffen var alt for mild!
Appelsagen foregik i Østre Landsret den 6. februar 1923. Her havde forsvaret indkaldt 4 litterære skikkelser til at sige god for det kunstneriske indhold af 'BLOD'. Disse var forfatterne Henrik Pontoppidan og Emil Bønnelycke og to professorer, der kendte til Brobys litterære interesser og evner. Bønnelycke udtalte bl.a. følgende:

”['BLOD' er] et pauvert Produkt af det ukritiske Studium af en hæslig tysk Kunstretning, der kun spiller en Rolle i et sammenbrudt kaotisk Land... []... De [Broby] har krænket Kunsten, ikke Loven”.

De fire var ikke udpræget begejstrede over 'BLOD's kvaliteter. 'BLOD' var ikke umoralsk eller utugtig. 'BLOD' var mislykket kunst. Ikke desto mindre var de solidariske. Udtalelserne fra de litterære eksperter formildede straffen. Broby blev frikendt (dog skulle bogen forblive konfiskeret), og de litterære eksperter blev fri for at se digtsamlingen hos byens boghandlere.

Men hvad var det Rud. Broby Johansen havde skrevet i sin 24 sider lange digtsamling, der vakte så voldsomt et postyr?

Det kan dog ikke undre, at 'BLOD' vakte stor opmærksomhed i 1920’ernes København, for Broby tog virkelig fat i datidens tabuer og skildrede dem uden omsvøb. 'BLOD' er en krasrealistisk skildring af det moderne menneskes skrig efter et menneskeværdigt liv i en utrøstelig og desillusioneret storby.

De prostitueredes liv og skæbner er i bogstaveligste forstand klædt af til skindet; hos kunden, på værtshuset og her ved den ulovlige abort:

”SKAMSLIDT DIVAN // PÅ RYGGEN TØS / MED CHEMIS-VALK OVER MAVE / SPREDBEN / BORER STRIKKEPIND / I KULHÅRS UDFRYNSET VULVA / GURGLENDE // LIG KØNS-KRYBER” (”Bordelpige dræber ufødt”).

Det er et digt som dette, der gør det vanskeligt at forstå anklagerens påstand om, at digtene skulle være pornografiske. Blod, smerte og opslidte kvindekroppe er de hårde kendsgerninger. Broby ville fortælle luderens, ”glædespigen”s historie.

Han tog fat i luder/madonna tematikken og dedikerede også samlingen til den store danske stumfilmsstjerne Asta Nielsen, som netop var i stand til gennem skuespillerkunsten at udtrykke denne kvindens indre modsætning.

Det var øjensynligt også denne dedikation til den anerkendte Asta Nielsen, der vakte så stor harme i borgerlige københavnske kredse. Men det var lige præcis vand på den socialbevidste Brobys kommunistiske mølle. Dette kommer til udtryk i forsvarstalen for 'BLOD', hvor Broby efterlyser en social samvittighed overfor samfundets dårligst stillede.

Han beskriver sin digtsamling som en moralsk opsang til borgerskabet. Det er i følge Broby borgerskabets falske moral, som er direkte skyld i eksempelvis prostitution, fordi de benytter sig frit af denne forbudte ydelse samtidig med, at de benægter prostitutionens eksistens.

'BLOD' er blevet kaldt ”den danske ekspressionismes ekstremeste værk” og ”en digtsamling, der forsøgte at gøre dansk digtning moderne”.

Disse beskrivelser henviser til digtenes litterære værdi og deres betydning i litteraturhistorien til trods for, at eftertiden har været meget uenig om digtenes kvalitet. Udgivelsen af digtene og den efterfølgende retssag en lille litterær begivenhed i den danske litteraturhistorie.

Ikke mindst fordi den ikke kun var en litterær provokation, men så sandelig også en udpræget politisk provokation. Der måtte handling til, mente Broby: ”...for den enkelte er intet andet at gøre end at råbe det ud af al magt, hensynsløst og råt som det er ...”. Det var, hvad han gjorde med digtsamlingen 'BLOD': Et (u)moralsk opråb til 1920’ernes Danmark.

En anbefalesværdig bog om Rud Broby Johansens spændende virke i dansk kulturliv:
'Broby – en central outsider'. Red. Olav Harsløf, Museum Tusculanums Forlag, 2000.
 

Af litteraturstuderende Tine Kristiansen