Haabløse Slægter

Delvis selvbiografisk roman om en ung mand, der føler, at han er det sidste skud på en degenereret slægts stamme.

William Høg er en drømmer, en fantast, der ikke magter tilværelsen. Men det er også en tynget atmosfære, han vokser op i med en mor, der er mærket af tuberkulose og senere dør af sygdommen og en far med manio-depressiv psykose.

Det kan ikke blive til meget munterhed i det hjem, og da slet ikke til noget, der ligner opdragelse. Heller ikke i skolen, der kun satser på udenadslære! Ja, her er allerede et forsømt forår mange år før Scherfig, og Herman Bangs beskrivelse af den "sorte skole" er herligt skarp!

Men William bliver således ikke forberedt til at møde virkelighedens udfordringer hverken hjemme eller i skolen!

Ovenikøbet er han af natur sær og bundet af komplekser i forhold til forældrene. Han skaber en drømmeverden, hvis indhold består i tanken om slægtens storhed, han bliver i perioder grebet af religiøs tiltrækning, af læsning af bøger, recitation af skuespil og samtaler med moderen om teatret.

Hans svimle drømme om som ”slægtens sidste” at hæve det Høgske navn til ære og værdighed på ny falder til jorden, da hans håb om en teaterkarriere strander. Både hans ejendommelige ydre, den hæse, brudte stemme og hele hans eksalterede fremtræden gør det umuligt for ham at følge sin drøm.

To forhold til ældre kvinder bliver kun til skuffelse, og William bli’r efterhånden ensom, blasert, bitter og melankolsk. Modløsheden og resignationen sejrer over viljen! Nederlaget er klart!

Bogen handler umiddelbart om en ung mands håbløse teaterdrømme, men den rummer også en indirekte dom over et slægtled og et samfund, der talte højt om store bedrifter, men ikke magtede opgaven. Det er også tidens sygdom ikke at kunne magte tilværelsen. Dekadencen er sat ind på alle fronter. Der er nederlaget i 1864, der er traditionernes sammenbrud, der er opgøret med fantasteriet. 

Herman Bang er 22, da 'Haabløse Slægter' udgives, og den er hans første store værk, men kunstnerisk og sprogligt langt fra de mesterlige ting, der fulgte. Den har et noget patetisk, opstyltet og iscenesat præg, men rummer dog også  - bag optagetheden af spørgsmål som slægt, race, arvelighed (i tidens ånd er både Darwin og Freud i spil) og mondæne laster - den ægte lidenskabelige fortvivlelse, som skulle blive så karakteristisk for hans senere romaner og noveller.

’Haabløse Slægter’ vakte ved udgivelsen i 1880 furore ved sine dristige passager. Det blev til beslaglæggelse, retssag og bøde til forfatteren. Den blev senere omarbejdet af forfatteren, og de ”ungdomshede” afsnit blev slettet. I 1965 blev originaludgaven, altså den forbudte udgave, genudgivet! Men på biblioteket står således begge udgaver, bemærk det!

Læst med nutidige øjne er de erotiske passager sansede, eksalterede og langt fra at forarge. Men en vis følelsesmæssig pirring og provokation kan man måske tale om?