Bog

Gaveæske med noveller af Klougart, Korsgaard, Høeg & Skyggebjerg

Af (
2020
)

Anmeldelse

Gaveæske med fire noveller af Klougart, Korsgaard, Høeg & Skyggebjerg - Noveller fra Novellix

21 okt.20

De fire noveller er stor litteratur kogt ned til en fond af korte, dybe og på hver sin måde gribende noveller, man kan gå og smage på i lang tid.

Jeg har altid en bog med i tasken, så jeg kan læse, når muligheden byder sig. Nogen gange skal jeg dog bare på en kort togtur og har måske ikke lyst til at slæbe rundt på den roman, jeg ellers er i gang med, og så er det, jeg ender med at scrolle rundt på telefonen i stedet. Ikke et ondt ord om nyhedsopdateringer og sociale medier, men en novelle i pixi-format er ge-ni-ALT til korte togture, ventetid ved lægen eller lignende.

Den fineste æske med noveller-to-go landede i min postkasse fra forlaget Novellix. Novellerne er nummererede og den farvestrålende æske indeholdt novellerne nr. 13 til 16 og er alle af nulevende, yngre danske forfattere. Ved en hurtig søgning fandt jeg ud af at forlaget tidligere har udgivet novelleæsker med bl.a. Kærlighedsnoveller og Danske klassikere, og der er også netop udkommet en serie med Nobelnoveller.

De 4 noveller er skrevet af Thomas Korsgaard, Josefine Klougart, Tine Høeg og Jacob Skyggebjerg, og de fremstår alle tydeligt med hver deres stemme, som vi kender dem fra deres øvrige forfatterskaber.

Korsgaard skriver om venner, der er gledet fra hinanden af livets omstændigheder, ting der helst bør lades usagt og en mere kikset og tåkrummende end egentlig sørgelig psykose til en børnefødselsdag i novellen Der var engang.

Tine Høeg skriver helt fortættet, inderligt og også melankolsk morsomt i digtform om snørklede veje både indad i sindet og udad i konkrete handlinger (#Rebound 1-11) i forsøget på at komme videre efter et brudt parforhold i novellen 'Hej Sol Fuck Love':

Syg

Jeg er glad

For det lille sår,

Der vokser frem på min læbe.

Det er en herpesvirus,

som jeg engang har fået af dig.

Enhver, der kommer fra et lille landsbysamfund, vil kunne genkende den klaustrofobiske fornemmelse og det indforståede og akavede samspil mellem personerne i novellen Det ophøjede af Josefine Klougart, som handler om mekanismerne mellem lokale og tilflyttere, psykisk sygdom og hvordan udadtil små begivenheder påvirker menneskers liv dybt.

Jacob Skyggebjergs 'Røvhul' foregår i kunstnerkredse og er en fin og samtidig tåkrummende fortælling om den unge Jorg og hans altoverskyggende betagelse af den meget ældre Alice, som er gift med den snobbede pensionerede kunstanmelder og professor, Sven Holst (som selvfølgelig altid omtales ved sit fulde navn!). Her spises panda ("Den er kun funktionelt uddød, indvender Sven Holst, man har stadig masser af dem i fangenskab, man kan avle på."), drikkes dyre drinks, tales om kunst og anmeldergerningen og spilles Røvhul, alt sammen nødvendig baggrundsstøj for Jorgs længsel efter at være tæt på Alice.

Bogdetaljer

Forlag
Novellix
ISBN
9788793904194

Tema

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer