Galgenfugle

De tidløse noveller om omverdenens reaktioner på selvmord er skrevet med psykologisk indsigt, vid og varme. Situationer, vilkår og refleksioner bliver ridset op, så læseren fanges ind.

De 12 noveller handler om selvmord. Til trods for det dystre emne med udførlige detaljer er de alle skrevet med varme og humor. Interessant er de spørgsmål, selvmordet rejser. Kunne nogen have forhindret det? Det hele ses udefra, og en skulptur af en envinget engel går som en metafor igennem historierne. Også fiktion, der omhandler selvmord, eller at forfatteren har begået selvmord, er indvævet på finurlig vis. Den belæste Ulrik Gräs mestrer den stramme form og sætter ord på det smertelige, ansvar og skyld.

Novellerne foregår i sidste halvdel af det 20.århundrede, og en del af begivenhederne er relateret til Vejle, men kunne foregå alle steder. Fortælleren er nogle gange et jeg, som én, der er tæt på, eller som et vi, der er en del af en vennekreds eller en anonym stemme, der rapporterer den kollektive fortælling.

En galgenfugl er en fugl, som ender i galgen, jeg vil kalde dem ulykkesfugle. Det fortæller sigende om det kor af ensomme, udsatte skæbner, der gav op. I ’De ansigtsløse’ er det små rapporter om selvmord, journalisten, der fejlagtigt beskyldte en læge for en fejl, så lægen sprang ud fra broen, og efterfølgende gør journalisten det også. Oluf, der optrådte i dametøj, bliver latterliggjort og skyder sig selv igennem munden med sin fars pistol. Posedamen, Sorte Helga, blev fundet død i sit simple skur uden ansigt, det var ædt af en hund. Hun kom ikke fra byen!

I titelnovellen ’Galgenfugle’ har den tidligere smed Oscar hængt sig. Han blev aldrig konfirmeret, har to skilsmisser bag sig samt en søn, der måske ikke er hans. Nederlagene dulmes med alkohol sammen med en gruppe venner, bl.a. Kurt Kommunal og Stille Mogens. Bent Betjent, der også er en gammel skolekammerat, efterforsker selvmordet, som sætter refleksioner i gang hos én fra gruppen, der tidligere har været sømand om alt det, man ikke turde tale om, mens tid var. Oscar havde rakt ud efter ham, men han reagerede ikke, fordi han selv bar på en smerte og var medskyldig i en dødsulykke, da han sejlede. Oscar havde aldrig haft troen i sig, konstaterer han. Selv havde han haft en god kaptajn og bestyret skibsbiblioteket. Det er en elegant og velkomponeret novelle om reaktioner på nederlag og den skyld og tvivl, der kan martre sjælen.

Far- og sønforholdet er, som i forfatterens trilogi, også med i  ’Altanspringeren’, hvor den 16-årige Jacob efter et skænderi med faren springer ud fra altanen. Men hvad gik skænderiet ud på? Det spørger lillebroren år senere om. I ’Postkort fra Stillehavet’ er det en ung mand, der ikke vil følge i sin fars fodspor og vælger at begå selvmord i havet som Vilhelm Moberg. De andre fædres sønner havde ikke støttet eller lyttet til ham, for Casper var et andet sted end dem.

Skulpturen af den envingede engel af Nis Schmidt står foran den katolske kirke i Vejle. Den har kun fornuftens vinge og mangler troens. Det er et godt greb at relatere selvmorderne hertil. I ’Violinspillerens kærlighed’ har lærer Munk højdeskræk, men for ham er violinens toner vinger, der bærer hans drømme. For hvad bærer et menneske igennem livet? Hvad går galt, når man ikke kan leve op til egne eller andres forventninger? Gode forbilleder som kaptajnen i ’Galgenfugle’ eller bibliotekaren Leonora Sørensen, der i 'Oprejst død citerer Saint Exuperys ’Den lille prins’: ”at det væsentlige er usynligt for øjet”.

Ulrik Gräs (f. 1940) er en sikker realistisk stemme i dansk litteratur. Især hans trilogi om Vejle: ’Lido’ (2006), ’Gongong’ (2011) og ’Loop’ (2016) vakte genklang.