Vi ses på Mars, når klimaet går amok og lokummet eksploderer

Skyggebjerg skriver skarpt og intelligent, så man sidder og gnægger over den spiddende satire og de øjenåbnende pointer, men hans indignation overdøver talentet i denne pamflet.

Med afsnit som ’Samfund’, ’Menneske’ og ’Håb’, kommer Jacob Skyggebjerg omkring det meste, og han er ikke bleg for at fremstå som den anarkistiske galning, der står på en ølkasse nede på torvet. For han ved godt, at dem der kalder ham for galning, er dem, der er galest selv.

Den lille bog med den lange titel er en pamflet, der består af tekster, Jacob Skyggebjerg har udgivet i diverse medier. Skyggebjerg excellerer i at kommentere på samfundet, han ser omkring sig og på de mennesker, han møder på sin vej. Han binder det sammen med egne erfaringer og agerer på den måde som den dedikerede gonzojournalist, der undersøger, betragter og skriver. Ikke bange for at stille dumme spørgsmål og ikke bange for at komme med flabede svar.

Samlingen af tekster er en blanding af debatskabende holdninger, men desværre også trættende enetaler. Allerbedst er teksterne, når de bærer præmissen om at gå i dialog for sammen at skabe en bedre fremtid.

Skyggebjerg er ikke for enhver læser. Hans forlag, Gladiator, kalder ham kontroversiel og provokerende, og det er ikke helt ved siden af. Men i virkeligheden burde vi ikke blive provokeret af det, han skriver. Skyggebjerg gør noget, der er blevet efterspurgt i mange år: Han bruger sin kunst aktivistisk, og han kæmper for noget, der er større end ham selv. Han er 68’ernes drøm hede drøm om en vred ungdom.
Og han ER vred.

Skyggebjerg har ikke set sig sur på én bestemt politiker eller ét parti, men det er alle dem der er ligeglade, der er hans fjender. Og mange vil sikkert sige:
- det er ikke mig. Jeg er ikke ligeglad med de ting.
Men Skyggebjerg spørger:
- hvad gør du ved det?

Jeg ved ikke, om en Jacob Skyggebjergs verden er bedre eller dårligere, end den vi allerede har, men jeg vil hellere leve i en verden, hvor der bliver råbt op, skrevet pamfletter og protestsange, eller hvor ytringsfriheden står på ølkasser nede på torvet, end i en verden hvor det ikke sker.

Jacob Skyggebjerg er en formfuldendt forfatter, når det kommer til sproget, men hans indignation kommer til at overdøve hans talent. Flere gange sidder jeg med følelsen af, at han gentager kritikken, for nu at være sikker på at læseren virkelig forstår, hvad der er galt med samfundet og politikerne.

Jeg kan sagtens følge, at man gerne vil forstås. Faktisk er der nærmest ikke noget værre end ikke at blive forstået af sine omgivelser, og det er måske et traume Jacob Skyggebjerg arbejder med. Jeg håber, han snart føler sig så set og forstået, at han lægger gentagelserne på hylden og bruger resten af sin forhåbentligt lange forfatterliv på at berige den danske litteraturscene med sine mageløse sætningskonstruktioner og betragtninger.