Vor tids helt af Jacob Skyggebjerg

Stoffer, svigt og spanskundervisning. Forelskelse og forældre. Kriminalitet og klamme kælderrum. Det er historien om en ung mands liv på skyggesiden af Danmark.

Nu er det jo sjældent klogt at generalisere, men jeg vover alligevel at udtrykke, at jeg generelt er meget begejstret for nyere litteratur, som enten beskriver eller er vokset frem af det, vi med et lidt uklædeligt ord vil kalde ”Underdanmark”. Den sociale lagdeling, som nogle kæmper for at udligne, mens andre gør deres til at lagene skrider endnu længere fra hinanden, er en realitet, og mennesker kan have diverse meninger og fordomme om dem, som befinder sig ”et andet sted” end dem selv. Og det er så her, litteraturen endnu engang beviser sit værd, for gennem kunsten kan man få et indblik i de andre verdner, som eksisterer side om side med ens egen, og derved må man med jævne mellemrum sande, at fordommene (heldigvis) kan gøres til skamme. Jeg har et eksempel – det hedder Vor tids helt og er skrevet af Jacob Skyggebjerg.

Som der er en klar tendens til nu om stunder, deler forfatter og hovedperson navn – og sikkert også mere end det. I romanen møder læseren i hvert fald Jacob, som er rundet af en misbrugs-familie, og hvad det kan føre med sig. Eller sagt med andre ord: Drengen har alle gode grunde til at blive en skarnsknægt og en skiderik, hvilket han vel også bliver. Men – der findes altså også skarnsknægte og skiderikker i Danmarks øvre lag! Og desuden kan også både skarnsknægte og skiderikker have kønnere sider end som så.

Dér, hvor de mulige fordomme og den ucharmerende ’hvad sagde jeg’-holdning udfordres, er, når Jacob Skyggebjerg afslører sig som andet og mere end en rod. De små, men naturlige, episoder, som bryder det billede, man får af lømlen: ”Jeg har været inde ved marskandiseren og betale for en Steinbeckbog, jeg fik på klods et par dage før.” skriver han et sted. Og pludselig opstår et lillebitte link mellem Jacob og denne læser, som lige når at tænke: ”Fedt!”, inden Jacob driver videre i sit liv, og jeg driver videre i mit. 

I skærende kontrast til Jacobs skiftende bopæle, som ofte præges af en vis form for uhumskhed, står de naturbeskrivelser og –oplevelser, som han har i området omkring Horsens, hvor han stammer fra. Han har et blik og en lydhørhed for naturen, som man heller ikke umiddelbart ville forvente, hans almene tilstand taget i betragtning, men som jeg indledte med at skrive: Det ER ikke klogt at generalisere. Jacob er et begavet menneske med dårlige odds. Og heldigvis falder han heller ikke i selvmedlidenhedsfælden, som ellers kan være svær at komme udenom – tonen er usentimental og sådan-var-det-bare.

Vor tids helt er ikke en roman, der kommer til at stå som en uforglemmelig oplevelse for denne anmelder, men den er vigtig i sit indhold og typisk for sin tid. Forbandede ungdom, fristes man til at sige.