HJÆLP - vidnesbyrd fra den danske retsstat

 

Skyggebjergs autobiografiske roman giver et heftigt indblik i, hvordan forståelsen mellem raske og syge kan udviskes, samt hvordan magtforholdet mellem myndighed og borger kan være en umenneskeliggørende kraft.

 

Bogens handling foregår indenfor et system, som kun få kender til: retspsykiatrien. Dette gør det måske sværere for en stor gruppe læsere at forstå præmissen eller de angivne hændelser i bogen. Men bare rolig – det er også svært at begribe for vores hovedperson. Som læser sidder jeg og ærgrer mig medfølende, for hver gang Jacob lige akkurat er kommet videre i sit liv; en uddannelse, et nyt arbejde, en kreativ fase, en sød kæreste, bliver han afbrudt (og nedbrudt) af en ny indlæggelse.
 

Selvom bogen nogle steder måske føles lang nok, viser den sig faktisk at være lidt af en page turner. Jeg sad flere gange med følelsen af at have en spændingsthriller i hænderne, i det ’Hjælp’ åbner med en begået forbrydelse (men hvem er den skyldige?) med mange implicerede parter, ofre, skyldige, slyngler, hjælpere og des lige, som man kender fra krimigenren. Man kan endda i løbet af bogen blive i tvivl, om man virkelig

holder med vores offer og helt, i det han, i ægte moderne antiheltestil, jo ikke viser sig at være guds bedste barn. Og det ved han godt.
 

Af samme grund nyder fortællingen godt af den udviklingskurve hovedpersonen gennemgår. Han finder langsomt ud af hvordan han kan stryge systemet med hårene; at hvis man ikke viser vrede eller følelser generelt, så bliver han i højere grad set på som rask. Dette tager Jacob dog ikke til takke med og opbygger gennem bogen et umuligt ultimatum for sig selv: Han VIL have retfærdighed. Han VIL at systemet skal indrømme, at det har taget fejl. Men hvem er systemet? Kan fejl overhovedet adresseres, når dommen først står sort på hvidt?
 

Jacob Skyggebjerg blander fortælleteknikker og varierer sit sprogbrug markant i de forskellige passager af bogen. Dét at hovedpersonen i størstedelen af bogen optræder som en man-fortæller, giver læseren fornemmelsen af at dette kan være

enhver urimelig behandlet patients historie fra retspsykiatrien. Ved at vedlægge sine patientjournaler, giver Skyggebjerg også en (lille) stemme til

systemet, selvom det er tydeligt, at dette er en bog, der vil fortælle historien fra hans eget udgangspunkt.

I kontrast til fortællingen om den retsmedicinske diagnose, er der i bogen indlagt sekvenser i kursiv, der fortæller om livet ”udenfor murene”. De starter med barndomsminder og fortæller til sidst om et kærlighedsforhold i Jacobs aktuelle liv. Teksterne her adskiller sig fra resten af bogens skrivestil ved at være smukke, drømmende og bære præg af lykke.

Når jeg før nævnte, at bogen kan føles lang, er det fordi den så tydeligt er en sidste terapeutisk krampetrækning på et meget langt og kafkask forløb. Det er en bog, som Skyggebjerg har været nødt til at skrive for at blive kvit med de år af sit ungdomsliv. Af samme grund tænker jeg, at det er en bog, der både kan og bør bruges fagligt af interessegrupper og af pårørende. Ikke som kolde facts, men som en udlægning af et indlæggelses- og behandlingsforløb.