Bog

I ruiner

Af (
2021
)

Anmeldelse

I ruiner

06 okt.21

Papes hæsblæsende afslutning på Amager-trilogien vil for meget. Den springer fra Amagerbankens krak, tilbage til folkemordet i Rwanda og frem til De Gule Vestes oprør i Paris.

Amalie vokser op på Ugandavej i "Afrikakvarteret" på Amager i begyndelsen af 00'erne som det mellemste barn i en middelklassefamilie. Hendes mor arbejder i Amagerbanken og nynner ironisk med på ‘Sådan er kapitalismen’. Der er opsving, og huset opgraderes i takt med farens indtægter fra forskellige projekter.

Amalie har det svært socialt og har heller ikke rigtig noget forhold til sin halvstoresøster Maya. Sammen med mange andre amagerkanere investerer faren, alt hvad de har, i forsøget på at redde Amagerbanken. Følgerne for familien er katastrofale, de mister ikke blot penge, de mister alt, og familien er i bogstaveligste forstand "i ruiner".

Amalie arbejder som facer ved Nørreport for en humanitær NGO, hun vil gøre verden til et bedre sted. "Måske er vi magtesløse, men vi er chanceløse hvis ikke de gode gør noget", som storesøster Maya siger. Ellers siger hun ikke så meget, for hun skrider fra familien. Amalie starter desuden på gymnasiet, flere af slagsen og flere gange, hun får en kæreste; en overfladisk type fra Frederiksberg, som dog hænger ud i Ungdomshuset, men hun er mest kæreste med ham for tryghedens skyld. Et tilfælde - og dem er der mange af i romanen - leder hende i armene på en sorgterapeut, som er flygtet fra Rwanda og efter at have hyklet rundt som facer i mange år, uden at have forstået noget som helst om virkelighedens Afrika, er det altafgørende for Amalie at tage til Rwanda og deltage i mindehøjtideligheden for 25-året for folkemordet.

Det er umuligt kort at referere handlingen i romanens 600 sider, og især er det meget svært ikke at "spoile". Der sker så mange dramatiske ting i løbet af de 15 år, handlingen løber over, både på Amalies indre plan, i forholdet til den splittede familie, hvis hemmeligheder langsomt udrulles, mens der springes frem og tilbage i tiden, og med hendes engagement i verdens begivenheder.

Pape vil rigtig meget med sin sidste roman i Amager-trilogien, og jeg synes desværre, han vil for meget. Amalie og familiens historie samt perspektiveret til Amagerbankens krak kunne fint have båret romanen i sig selv. Amalie fortæller denne del af historien til sin lillebror, og som romanen skrider frem, forstår vi hvorfor. Hun er afmægtig og fyldt med vrede, men samtidig kan jeg som læser ikke rigtig mærke hende. Jeg bliver irriteret over hendes ligegyldighed og hendes evne til tilfældigvis at være heldig nok til at være på de rette steder på præcis de rette tidspunkter og møde lige præcis de rette mennesker, som kan placere hende i begivenhedernes- og ruinernes - centrum.

Folkemordet i Rwanda beskrives i en detaljeringsgrad, så jeg flere gange måtte lægge romanen fra mig; det vil være afskyelig læsning for de fleste. Jeg blev irriteret over, at mens romanen fokuserer på vestens og de humanitæres hykleri overfor bl.a. massakrerne i Rwanda, så fremstår Amalie, tilsigtet eller ej, som en white savior i begivenhedernes centrum og er pludselig efter to uger i Afrika en slags alvidende terapeut for terapeutens egen traumatiserede søn. Hun havner konstant i begivenhedernes centrum, og det virker utroværdigt. 

Pape stråler derimod i sine miljøbeskrivelser, hvor man mærker hans indgående kendskab og kærlighed til Amager. Enkelte personskildringer er desværre for skabelonagtige, og indre monologer og følelser beskrives flere gange klichefyldt. Selvindsigten er også ret overfladisk: "Er dette mon starten på en ny begyndelse? tænker jeg" og "Det kunne aldrig falde mig ind at være sammen med andre end ham. Det har jeg slet ikke moral til". Andre steder illustreres en følelsesmæssig reaktion på poetisk vis: "Jeg er en væske, vand der driver gennem tiden; mine atomiserede, støvede partikler (...) samler sig igen til dråber i takt med at de løfter sig op fra vandfaldet og tilbage i søen og mod strømmen, baglæns, tilbageskuende en flod der løber den forkerte vej, tilbage mod kilden, på vej mod en tid der for længst er forsvundet."

‘I ruiner’ er en spændende fortælling om tab, ødelæggelse, hævn og tilgivelse. Det er rystende at læse om de begivenheder, der gik både forud og efter Amagerbankens krak. Man fyldes med vrede og indignation, og det er tydeligt at Pape har gjort sin research, både når det gælder Amagerbanken og Rwanda, mens begivenhederne på ingen måde kan sammenlignes. Intentionen er nok også snarere at den danske ‘hyggeracisme’, Amagers Afrikakvarter, bankens krak og "godhedsindustrien" skal sættes ind i et større perspektiv både ift folkemordet i Rwanda og De Gule Vestes oprør mod magthaverne og eliten i Frankrig. ‘I ruiner’ er oplagt til diskussion fx i bogklubber. Der er så meget at tage fat på, at man bliver helt forpustet.

Bogdetaljer

Forlag
Politiken
Faustnummer
61395024
ISBN
9788740054859
Antal sider
603

Tema

Tema

Social ulighed i litteraturen

Flere aktuelle forfattere skildrer de menneskelige konsekvenser af et samfund med social skævvridning og er med til at sætte samfundsaktuelle dilemmaer under debat. Den sociale ulighed fylder i stigende grad i den realistiske skønlitteratur.
Læs mere

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer