Strøm

Michael Holbeks debutroman er et sympatisk og stolt tidsportræt af en håndværkerfamilies uindfriede, knuste og realiserede drømme.

Michael Holbeks debutroman ’Strøm’ fortæller om en dansk arbejderklassefamilies udvikling i den skelsættende årrække fra 1966 til 1987. Her vokser Kim op i en familie bestående af håndværkere og ufaglærte, der i tidens ånd alle drømmer om noget andet og større. Romanen begynder ved slutningen, hvor verdensmanden Bruno, Kims onkel, begraves i 1987. Herefter spoles tiden tilbage, og årene op til begivenheden oprulles. Man møder Kims forældre, den dygtige elektriker Eivind og konen Vigga, der er ufaglært syerske. Hendes bror er den rastløse Bruno, der ikke kan finde ro eller succes som tømrer, men ender med et andet mere utraditionelt håndværk – at smugle og sælge hash til Københavns hippieungdom.

Romanen maler et dynamisk billede af karaktererne samt et realistisk tidsbillede af 60’ernes optimisme frem til 80’ernes usikkerhed og økonomiske krisetid. Man følger karakterernes skæbner, og hvordan samfundet udvikling, drømme, kriser og moralske dilemmaer påvirker deres op- og nedture i livet.
 

Den stolte håndværker
Som barn drømmer Kim om at blive elektriker ligesom faren. Han fascineres af Eivinds ærefrygtige evne til at skabe strøm med hænderne og de arbejdsomme værdier, der ligger i håndværksfaget. Læseren får også en glimrende indsigt i håndværksfagenes faglige stolthed, samt kulturen, på godt og ondt. Der er en til tider hård jargon, ligesom balancen mellem fællesskab og samarbejde overfor individualisme og konkurrence skaber spændinger. Og så drikkes der lige lovligt mange bajere og udføres en stor del vennetjenester:

”De er en omrejsende trup, der slæber materialer og blander mørtel. De støber og murer, bukker vandrør og laver el, saver lægter og banker spær sammen. De isolerer med Rockwool og lægger tagplader, sætter vinduer i og forbinder radiatorer, de spartler vægge og maler. De hjælper hinanden som weekendmusketerer, og i det måneskinskredsløb sparer de håndværkerregningerne, og hvad skattefar ikke ved, har han ikke ondt af, og så drikker de fyraftensbajere, som de fisker op af det kolde vand i murerspanden.”

Til gengæld kan Brunos evner inden for tømrerfaget ligge på et meget lille sted. I stedet overtager drømmen om at skabe noget stort, og Brunos iværksætteri driver ham til udlandet for at smugle og videresælge hash. Omsyninger af kufferter til formålet bliver i stedet hans kunsthåndværk.

Romanen berører også de mere traditionelle håndværksfag for kvinderne, da Vigga som ufaglært bliver porcelænsmaler for den kongelige porcelænsfabrik. Det kræver 1.197 penselstrøg af den koboltblå maling for at producere en middagstallerken, og man indvies i den trancelignende tilstand, det kræver at udføre alle strøgene: ”Det er nærmest som at sy, dengang trak hun tråde i blind vished om håndens bevægelser, nu maler hun med slukkede tanker ved fuld bevidsthed.”

Vigga får efter hårdt slid sit mærke, og dermed stoltheden og retten til at signere sit arbejde med sine initialer. Man oplever arbejdspladsen som både hierarkisk og hård, men også som et tiltrængt kvindefællesskab, hvor de yngre kvinder åbner Viggas sind for den urimelige forskel på kvinder og mænd. Lavtlønsdiskussionen blusser også op, og lige pludselig befinder man sig i en af de mest markante strejker i nyere tid. Her introduceres de musselmalede paptallerkner også, som et visuelt billede og tidsnedslag, mange stadigvæk husker.
 

Himmelstræbende drømme
En anden markant tidsmarkør med stor betydning, der også har sneget sig frem på bogens forside, er månelandingen 20. juli 1969. I et af romanens længere afsnit besøger man de respektive karakterer under oplevelsen af tv-transmissionen. På fornem vis får man samtidig et indblik i, hvordan overværelsen giver karaktererne forskellige følelser af frygt, afmagt, drømme eller stolthed, som hver især illustrerer deres sindstilstand og personlighed. Eivind bruser over af stolthed og forhåbning på menneskets vegne, og han ønsker at gøre noget nyt og vildt – så han forslår et sommerhus, selvom økonomien ikke rækker. Men Vigga ønsker sig ikke mere, men noget andet. Hun fantaserer i stedet om en tiltrækkende mand på arbejdet, og en forestående skilsmisser lurer i kulissen. Kim er samtidig sommerferiebarn på landet, og selvom landmandsparret ikke lader sig imponere, overvældes han selv af et ubehag over, at astronauten svæver rundt helt alene. Det varsler hans fremtidige hårde ungdom, hvor sikkerhedsnettet og omsorgen forsvinder med morens flytning. Til gengæld puster det store skridt for menneskeheden til Brunos og kæresten Jyttes følelse af at ville noget større, og deres eventyr med hashsmugling sætter for alvor i gang.

Symbolet går igen igennem bogen, tydeligst da Brunos søn dør, og månen mister sin tiltrækningskraft. I chokket og sorgen forvandler månen sig i Brunos øjne i stedet til et kunstigt stykke plastik. Efterfølgende begynder det for alvor at gå ned ad bakke for både Brunos og Eivinds drømme. Eivind sidder fordrukken tilbage efter et forlist ægteskab og firma, og Bruno ender forladt og i fængsel. Kims bedstemor opsummerer hen mods bogens slutning, at det ikke koster noget at drømme, men hvis man gerne vil mere end det, har det en pris. De samme erfaringer skal Kim selv gøre sig, da han som ung og succesfuld hvirvles i shippingbranchens fordækte arbejdsform.

Romanen fremstår som et stilsikkert tidsbillede og et sympatisk familieportræt med troværdige personbeskrivelser, hvor karakterernes livsbaner er forbundet med deres uindfriede, knuste og realiserede drømme. Selvom miljøet og tonen blandt karaktererne kan være rå, er der også en stor varme til stede, som bidrager til autentiske forhold og forbindelser imellem personerne. Bogen er fyldt med tidsmarkører, store begivenheder og kendte personligheder, og man kan mærke, at der har været et gennemgående researcharbejde. Men der er også mere end dét på spil. For under taksigelserne bagerst i bogen fremgår det: ”En særlig tak til Eivind, min far, og Bruno, min onkel. Uden jer.” Det fremstår som et lettere overraskende punktum, som giver nye nuancer til familiekrøniken.
 

Litterære slægtskaber
Michael Holbek har tidligere skrevet en lang række biografier om danske kendisser, musikere og mediepersoners liv og levned. I ’Strøm’ kaster han sig i stedet over fiktionen, men inspireret af sin egen familiehistorie. Eksempelvis var hans egen onkel virkelig en af Danmarks første hashsmuglere.

Familiekrønikerne set i lyset af en historisk periode og samfundsudvikling er en veletableret romantype i dansk litteratur. En snært af den selvbiografiske slægtsromanform ses også i Merete Pryds Helles selvstændige serie, der med udgangspunkt i hendes egen slægt historie, tematiserer arbejderklassens opstigning, kvindefrigørelse og fattigfirserne i blandt andre Vi kunne alt og Det vågne hjerte.

Også Katrine Marie Guldager har med sin seks bind store Køgekrønike skrevet fiktiv moderne danmarkshistorie om familie- og samfundsmæssige forandringer og generationelle forskelle overfor individets selvrealisering i tidsperioden fra 1950’erne og til slut 80’erne. I disse romantyper oplever man både de store historiske samfundsudviklinger og de helt nære og svære familierelationer.

Kim Blæsbjergs seneste roman De bedste familier omhandler et lignende liv i arbejderklassen i overgangen fra efterkrigstiden til velfærdssamfundet. Her kommer man helt tæt på familiers hårde skæbner, samt samfundsomvæltninger, der skaber opbrud i familie- og kønsrollemønstre.