Drømme på jorden

Einar Már Gudmundssons roman 'Drømme på jorden' er andet bind i trilogien om fattiglemmerne Gudny og Olaf fra Reykjavik og deres ti børn, som på grund af økonomisk trange kår må opfostres uden for hjemmet. Scenen er sat i Island i tiden omkring anden verdenskrig, hvor dagligdagen er præget af fattigdom og hårdt arbejde, og hvor den hvide død (tuberkulosen) hærger.

Familiens ti børn sendes i pleje på forskellige gårde, og selv om de fysisk ikke befinder sig langt fra hinanden – de lever næsten alle i den samme kommune – føles afstanden stor. Romanen er en række barndomserindringer fra tiden, hvor de var adskilt, og blikket er primært rettet mod tre af de ti søskende: den tuberkuloseramte søster Sæunn og de to brødre Gummi Betjent og Olaf.

For at holde hus med mylderet af biologiske søskende, de mandstærke plejefamilier og diverse bipersoner vil undertegnede opfordre fremtidige læsere af romanen til at tage et lille kig i stamtavlen bag i bogen og måske endda på egen hånd udvide den lidt.


De uønskede
”Der var dem, der påstod, at det altid regnede, når plejebørn blev transporteret væk, men de, der sagde det, vidste ikke, om det var en af samfundets love eller en naturlov.”

Livet som plejebarn er absolut ikke lutter lagkage. Plejeforældrene, som alle er bønder eller fåreavlere, ser de anbragte børn som kærkommen, gratis arbejdskraft. De heldige (eller uheldige!) kommer i skole, hvor de voksne højlydt lufter fordomsfuldheder som ”Det hjælper ingenting at prøve at lære disse her plejebørn fra Reykjavik noget som helst”. De andre børn er også alt andet end interesserede i kontakt med plejebørnene, som holdes på afstand med ondskabsfulde adr!-han-er-fattiglem-kommentarer.

”Nej, hun forstod ikke verden, havet var en bæk og bækken et hav, og nu kunne hun ikke længere lune sig i sin moders favn. Hos hendes madmor Hanna var der en anden favn. Hun vidste ikke, om den var lun eller kold, for den stod ikke åben for hende.”

I det hele taget er det en ensom affære at være plejebarn, og bogen handler i høj grad om savn, manglende tilhørsforhold og børnenes konstante følelse af at være fremmedelementer.


Poetisk socialrealisme
Nu kan det hele godt lyde som en stor omgang anstrengt og kedsommelig socialrealisme, men det er det skam slet ikke. Godt nok kan man sige, at romanen har sine rødder i den socialrealistiske tradition, som vi kender den fra 30ernes litteratur, f.eks. er selve emnet for romanen rendyrket socialrealisme: en socialkritisk skildring af en af almuens undergrupper, plejebørnene, og deres kamp for tilværelsen.

Ja, romanen foregår endda i netop det tidsrum, hvor den socialrealistiske roman for alvor fik sit store gennembrud, nemlig i 30-40erne efter børskrakket på Wall Street (1929), som ledte verdenssamfundet ud i økonomisk krise og massiv arbejdsløshed.

'Drømme på jorden' rummer også andre socialrealistiske fællesnævnere, idet den genremæssigt kunne kaldes en kollektivroman. De socialrealistiske forfattere yndede i overensstemmelse med de marxistiske dogmer at fordele romanpersonernes taletid ligeligt, dvs. at man i stedet for at give ordet til et enkelt individ ofte fulgte flere personer eller en hel samfundsgruppe. Romanen sørger på samme måde for, at de forskellige børn efter tur rykker i centrum for handlingen.

Men der hører lighederne også op, for 'Drømme på jorden' har sproget til forskel. Klassiske socialrealistiske værker holder sig gerne sprogligt og formmæssigt til nøgtern lige ud af landevejen prosa uden de store kunstneriske krumspring. Det gør Einar Már Gudmundsson langfra. Forfatteren, som også først og fremmest er kendt som digter, leverer børnenes skæbnehistorier i lyriske og ordknappe bidder, hvor det usagte ofte rummer det egentlige budskab.

”’Sæunn’ siger Kåre, ’Hun tog på hospitalet og kom hjem, Så tog hun derhen og kom ikke tilbage.”

Romanen tematiserer endda den fåmælte fortællestil med bemærkninger som ”..for verdens visdom rummes i det usagte”, ligesom Einar Már Gudmundsson i et interview i Politiken har kaldt denne fortællestil typisk islandsk.

”Islændinge er meget åbne, men på den anden side er vi lukkede. Du har den tavse islænding, som taler i underdrivelser og aldrig siger, hvad han mener, men alligevel mener det, han siger. På den måde har man også brugt fortællekunsten på Island; til at sige sin mening uden direkte at sige sin mening.”


Elverfolk og spåkoner
Drømme på jorden adskiller sig også radikalt fra det socialrealistiske på andre punkter, idet de delvist historiske kilder blandes med en god portion mytisk gods i form af folketro og overnaturlige hændelser. Romanen huser spåkonen Nanna og kvaksalveren Mangi Mikstur; der er varslende ravne, tegn og drømme og ikke mindst elverfolket. Det overnaturliges tilstedeværelse er ikke beskrevet som noget exceptionelt eller sensationelt, men virker mere som en uomgængelig del af hverdagen. Samtidig er det ikke noget, man skal spøge med.

Det lærer fåreavleren Geir, en snusfornuftig fremskridtsmand, som har sat sin lid til videnskaben og forkastet alt andet som naiv overtro. Geir insisterer stædigt og trods naboernes advarsler på at dyrke jorden på den høj, hvor elverfolket siges at holde til. Men det skulle han aldrig have gjort, for med forårets komme begynde der at ske uforklarlige ting og sager.

”Alle lammene i fårehuset ved højen blev født vanskabte, om sommeren sprang en ko i luften, og hans kone Thora brækkede benet i søvne.”

'Drømme på jorden' leverer et fint billede af hverdagslivet i 30erne og 40ernes Island. Trods romanens noget triste omdrejningspunkt formår den at fortælle børnenes historier, uden at det bliver hverken fladt og kedeligt eller vammelt følelsesladet.

Skrevet af Marie Sæhl Sørensen, cand. mag.