"At litteratur aldrig er blevet en slags papirsløjd for en fåtallig gruppe i samfundet, men en aktivitet, som alle har adgang til, en folkesport (...), har ikke desto mindre været den redningskrans, som måske kan forklare, hvorfor der er så mange forfattere på Island."
Af Einar Már Gudmundsson og oversat fra islandsk af Erik Skyum-Nielsen
For tiden, hvor alle litterære genrer breder sig ind over hinanden, er alle grænser blevet utydelige. Romanen og historieskrivningen har alle dage bredt sig ind over hinanden, det samme gælder digtningen og virkeligheden. Den digitale verden af i dag ville have været den rene surrealisme for få årtier siden. En nutidig forfatter behøver ikke at skrive fiktion, han beskriver bare virkeligheden. Og virkeligheden kommer altid bag på fiktionen. På vores islandske sprog dækker ordet "saga" både det, vi kalder for roman, og det, vi kalder for videnskabelig historieskrivning. En "saga" kan også være en fortælling, der hverken kan klassificeres som faglig historieskrivning eller som digtning, og middelalderens historieskrivning er endda faktisk nærmere beslægtet med nutidens fiktionsskrivning end med senere tiders videnskabelige historieskrivning.
Halldór Laxness skrev i et essay om fortællekunst: "De, der skrev islændingesagaerne, var i stand til at tegne de billeder, der kræves til en rystende fortælling, ofte billeder af mennesker, som ingen kendte andetsteds fra, personer fra ubetydelige steder. De var omhyggelige i anvendelsen af deres virkemidler, hvad der bl.a. bestod i altid at påstå mindre end de havde evner til. Fortællingens tyngde hidrørte ikke fra stemmestyrken, men fra følelsens temperering og sindets disciplin.”
I et vist omfang har ideerne om det fjerne og prægtige nord eller Norden, som vi kalder de nordiske lande i dag, deres oprindelse i disse gamle fortællinger, og ikke kun i islændingesagaerne, men også i samtidssagaer og fortællinger fra gudesagnenes verden. Denne arv stikker hovedet frem i såvel bøger som film, heavyrock og computerspil, i mere eller mindre forvirrede forestillinger hos politiske kræfter, men ikke mindst i alle mulige former for markedsføring af de nordiske lande som f.eks. i turistindustrien, hvor romantikken og markedstænkningen begge har lagt hånd på ploven og ydet hver deres bidrag.
Når islandske forfattere præsenterer deres værker i andre lande, bliver der ofte spurgt: "Hvorfor er der så mange forfattere på Island?", og man tilføjer endda, at de er gode, som om det skulle være nogen sjældenhed. Den islandske forfatter bliver på én gang stolt og genert, for hjemme på Island bliver der snarere talt om, at der mangler bøger om det ene eller det andet, at der ikke er bøger nok, og alle de gode forfattere er selvfølgelig døde for længe siden, og det er svært at klare sig, når man bliver sammenlignet med dem.
Ikke desto mindre viser statistikken, at der bliver udgivet overmåde mange bøger, og forfatterforeningens medlemsliste tæller omkring fire hundrede personer. Jeg vil skyde på, at af disse fire hundrede individer er mindst tredive professionelle forfattere, måske flere endnu, altså forfattere, der ikke bestiller andet end at skrive bøger. De andre skriver bøger jævnsides med anden beskæftigelse, de er journalister, lærere, arbejder på reklamebureauer eller i andre af samfundets brancher. Yrsa Sigurðardóttir, en af landes mest kendte krimiforfattere, havde i mange år fuldtidsarbejde som ingeniør og skrev sine bestsellerbøger som fritidsbeskæftigelse om aftenen, undertiden oppe på højlandet i arbejdsskure under bygning af vandkraftværker. Hos hende har skrivearbejdet efterhånden fået overtaget og skabt gode dage for "politiskolen" i islandsk litteratur.
Ikke desto mindre er og bliver dette en bemærkelsesværdig situation. Få steder i verden har man så mange professionelle forfattere i forhold til indbyggertallet, ja, selv hvis man ikke går ud fra indbyggertallet. Denne periode har varet omkring fyrre år, og man skal formentlig helt tilbage til det 13. århundrede for at finde en parallel, men på den tid hed forfatterne ingenting eller glemte at fortælle deres navne, og der er derfor blevet skrevet mange afhandlinger og bøger, der tager sigte på at finde frem til dem.
”Tal ikke om store nationer og små nationer, udkanter, verdenshjørner og rande. Det her er en kugle; midten befinder sig under dine fodsåler og følger med dig, uanset hvorhen du går,” hedder det et sted, for al snakken om store nationer og små nationer handler ikke om geografi, men om politik og varetagelse af interesser. I det mindste synes der ikke at være nogen sammenhæng mellem frembringelse af litteratur og så indbyggertallet i et land. Det samme gælder litteraturens udbredelse. Eksempelvis er oplagstallene for digtsamlinger stort set de samme i alle verdens lande, uanset om vi taler om Island, Danmark, England, Indien eller Kina.
En mulig forklaring på litteraturens stærke stilling på Island er just traditionen, som skyldes, at skrivekunst, nedfældet på de indfødtes eget sprog, blev udviklet tidligt på Island. Det samme gælder evnen til at læse, hvortil kommer, at mange kunne de sagaer udenad, som blev til middelalderens litteratur, og som er udsprunget af mundtlig arv ligesom litteratur i almindelighed eller i hvert fald en vis del af den.
Traditionen udgør derfor ét af svarene på spørgsmålet om antallet af forfattere på Island, og traditionen betød, at sagaerne og andre former for fortællekunst i en vis forstand blev befolkningens fælles ejendom, selv om overklassen bestemt havde sin gavn af den. Omstrejfere førte fortællinger med sig fra gård til gård, var en form for nyhedsformidlere, hvorfor det da også er blevet hævdet, at læsning og skrivning passer godt til landbrug baseret på fårehold. Traditionen binder litteraturen til stedet, til landet, men traditionen bygger også på det at se ud over landets grænser, være i dialog med omverdenen.
”Omgivet af ord, klipper og hav, står øboen op og undrer sig over den skygrå dag. Hvor verden hinsides havet dog er lys og smuk… I fjerne slotte bor de syv underværker. Han ror over havet og vandrer fra land til land, men de fjerne slottes underværker er en klat møg på en pind sammenlignet med underne i de grå skyer og i de sorte klipper. Og øboen vender om, rejser over de mægtige have, nu med afstanden som del af sindets bagage.”
At lægge vægt på det stedsbundne og hele verden, på samme tid, det lokale og det globale. I forlængelse heraf kan det være rimeligt at nævne endnu et forhold, der forklarer litteraturens stærke stilling på Island, og det er, at Island så sent træder ind på modernitetens scene og tager traditionen, den fortællekunstneriske arv, med sig. Dette medfører, som tiden går, at der ikke på Island opstår en kulturel klassedeling på samme måde som i mange andre lande, og når dertil føjes, at velfærdssamfundet giver den almindelige befolkning adgang til uddannelse, styrkes den kulturelle klasseløshed, som bl.a. viser sig i frembringelsen af litteratur.
Naturligvis slås vi på Island med de samme farer som andre samfund og andre sprogområder, såsom aftagende læsning og fremkomsten af flere medier, som kæmper om folks tid, men den situation, at litteratur aldrig er blevet en slags papirsløjd for en fåtallig gruppe i samfundet, men en aktivitet, som alle har adgang til, en folkesport er der nogle der siger, har ikke desto mindre været den redningskrans, som måske kan forklare, hvorfor der er så mange forfattere på Island.
Kommentarer