I den moderne islandske litteratur forbliver naturen en konstant og en urkraft, der sætter grænserne for menneskers liv og udfoldelse.
Af Lasse Blond, ph.d.-studerende i Informationsvidenskab.
Når kunstneren Olafur Eliasson i 2014 lod 180 tons blå islandsk basalt fragte til Danmark for at fylde en fløj på Louisiana, var det for at give publikum mere end blot synet af en stenet grå flodseng. Værket skulle bryde med den normale komfort på kunstmuseet. Når gæsterne mærkede fodfæstet med knasende lyde fra gruset, måtte de sætte sig selv i spil, blive kreative og blive medskabere i de rå omgivelser. De måtte forholde sig til sig selv, til naturen og til sig selv som en del af naturen. Udstillingen ”Riverbed” fik 270.000 besøgende og er på top ti over de mest populære udstillinger i museets historie. Idéen om at lade naturen komme til udtryk i kunsten er langtfra dansk-islandske Eliassons unikke kunstneriske påfund. Landsmanden, maleren Jóhannes Sveinsson Kjarval skildrede sit hjemlands natur som et levende landskab besjælet med elverfolk, myter og en særlig ånd der udvisker de menneskelige konturer, når det tegnes mod den mosbegroede vulkangrund, de nøgne fjelde og hvide jøkeltoppe.
Ikke kun i Islandsk kunst er naturen allestedsnærværende, men også i landets moderne litteratur. Naturen er ikke bare et lyrisk baggrundstæppe. Den er en central aktør, der afmåler og determinerer menneskers skæbne med sin omskiftelighed. Islands natur inspirerer forfatterne og finder udtryk i deres romaner som en faktor, der må regnes med. For naturen har kræfter til at underligge mennesker og dyr som f.eks. i Gunnar Gunnarsons Advent, hvor hyrden Benedikt i forsøget på at redde vildfarne får overvældes af en snestorm og minus 30 graders frost og må søge tilflugt i en jordhule i en ”Ørken af Uvejr og Bjerge”. Herude er han forladt af ”Gud og Mennesker saavidt man da kan skønne”, dog er det her, at der opstår et særligt bånd mellem ham, hunden ’Leo’ og vædderen ’Knasten’, der bringer Benedikt igennem juledagene i ødemarken med livet i behold.
Skæbneskildringer fra udørkenen
Hos Gunnarssons samtidige, nationaldigteren Halldór Laxness, Islands hidtil eneste Nobelpristager i Litteratur, er naturen et fast element i fortællingerne. Laxness fandt inspiration til sit forfatterværk på de mange vandreture i naturen omkring barndomsgården, Laxnes, i Mosfellsbær lidt uden for Reykjavik. Udstyret med løsblade og blyantstump i frakkelommen gik han ud for at lade sin kreativitet og idérigdom finde udtryk i omgivelsernes vidder. Her vandrede han indtil en rungede lyd afbrød tankerækkerne, når hustruen Auður slog på gongongen og kaldte skjalden hjem til det hvide funkishus og det dækkede middagsbord. Den islandske natur omkring ham og den fossende flod, Kaldakvísl, nedenfor arbejdsværelsets vindue var fremkaldervæsken for hans forfatterskab. Heri fremstår Island som ”ublidt land, hvis befolkning stedse udstod møje og møde til havs og i fjeldene, og fedt var ikke hvermands kost”, men i naturens sparsomhed findes der også en rigdom – et væld af fortællinger med uforglemmelige karakterer. Som fosterbrødrene og vikingerne Torgeir og Tormod i romanen Kæmpeliv i Nord , der må sande at det ikke lønner sig at rane fattige bygder og slå sagesløse islændinge ihjel. De må forlade deres fredelige fødeø. Det er ikke her i dette arme land, at de skal finde storhed, navn og mening i morderiske bedrifter, men derimod i Olaf den Helliges tjeneste mod Europas fyrstehuse. I roman-trilogien Islands Klokke straffes fæstebonden Jón Hregvidsson med 24 piskeslag efter at have fornærmet den danske konges øverste embedsmand på Island. Da bøddelen, der har eksekveret straffen, efterfølgende findes død, anklages Jón for mord. Dog lykkes det ham at flygte ud i ødemarken ”hvor lov og ret ikke gælder ikke engang Guds ti bud” og herude i tågen må den hårdtprøvede flygtning besejre en overjordisk kæmpe jættekvinde i brydekamp, inden han kan flygte til Danmark for at rense sit navn.
I Laxness’ værker er naturen rig på sagn om spøgelser, forbandelser og trolddomskunster, der prøver dens prisgivne beboere. Kun sådan et djævelsk hekseri kan forklare de kræfter, der hyler i tage og vinduer og knager i alle gårdens bjælker, og svovldunsten der trækker igennem rummene. Det er sådanne skræmsler, der prøver mennesker og til stadighed bryder dets gårde ned, inden en ny bonde drister sig til at leve på heden. Det er disse skræmsler, som bonden Bjartur i Frie Mænd og i fortsættelsen Asta Sóllilja byder trods i bestræbelserne på at vinde sin selvstændighed ud af den stenede jord, men afhængig af sin fårefloks velbefindende. Til hans bryllupsfest er det fårenes drejesyge, deres bændelorme og lungeorme, der optager brudgommen og festens mandlige gæster, så sognets storbondes hustru må bede dem ”holde op med deres snak” og nyde forårsdagen og naturen omkring dem ”for Naturen er det højeste, Gud har skabt, og det Liv, der leves i Naturen, er det fuldkomne Liv, og i Sammenligning dermed er enhver anden Form for Liv kun Støv og Aske”. Det er Moder Natur der skænker mennesket fred. Naturen vil dog langtfra lade Bjartur i fred. Den prøver ham på alle tænkelige måder; den dræber hustruen i barselssengen og lader ham alene og hjælpeløs med den spæde datter Asta; den hærder ham, afstumper ham så hans sønner vender sig imod ham, og han slår hånden af sin eneste datter. Nådesløst slår den fåreflokken ned og koster ham gården og i sidste ende hans selvstændighed. Det er dog også Moder Natur, der efter at have testet enebondens egen stolte natur til det yderste, efterlader ham ydmyg og fremskynder genforeningen med Asta Sóllilja og hans eneste barnebarn. Sammen må de forlade den nedbrudte gård og vandre ud i det islandske landskab, hvor naturen viser sin ligegyldighed over for deres videre skæbne.
Nordisk magisk realisme
Landskabet indrammer Laxness’ store fortælling Verdens Lys om fattiglemmet Olaf Kárason Ljósvikingen der aldrig tvivler på sin egne evner udi digterkunsten trods omgivelsernes manglende anerkendelse og forståelse. Han må flere gange sande, at det ”undertiden” er ”som om mennesket er det fattigste af alt i naturen”. Alligevel holder Olaf fast i digterdrømmen og udlever sit kald koste hvad det vil, og derfor må han opsøge den på én gang barske, men også overvældende smukke natur i landets indre og efterlade sit kunstneriske eftermægle i hænderne hos menneskene i bygden. Kun sådan kan han bevare skønheden.
I det sene værk Kristenliv ved jøkelen skildrer Laxness naturen med en hengivenhed, der helt synes at overflødiggøre kristendommens forordninger og kirkegang. Nærværet af den store Snæfellsjøkull og det evige udsyn til dens snehvide terrinlåg, der ligger som verdens tag, har fået pastor Jón til at opgive præstehvervets opgaver, stænge sognets kirke og hellige sig mere jordnære sysler som bl.a. at fikse primusser. Bispens udsending, der skal rapportere Jóns gøren og laden oplever mange absurditeter ved jøkelen, inden han endelig stifter bekendtskab med en kvindelig naturkræft der efterlader ham alene i tågen, kuldslået og med erkendelsen af, at der i sandhed er mere mellem himmel og jord. Romanen antyder en særlig nordisk magisk realisme; et perspektiv der videreføres af forfatteren Sjón i Skygge-Baldur , der blev belønnet med Nordisk Råds Litteraturpris i 2005. Præsten Baldur Skyggeson er en januar-dag alene på rævejagt, da han overvældes af en ublid snestorm. Han fortsætter forfølgelsen af den gråbrune fjeldræv og får ram på den, men styrter så i et lavineskred. Her i jøkelkløften, fastskruet i sneen, konfronteres han med fortidens synder, da den nedlagte hunræv genopstår og blotlægger hans dyriske sider i hans kamp mod vanviddets og dødens overtag. Sjón indfanger som Gunnarsson og Laxness naturens styrke og råhed; det er Moder Natur der hvert forår lader floden i Dalbotn gå over sine bredder, oversvømme kirkegården i Skyggesons sogn og udvaske ligene fra gravene ”i én sammenkogt grød: Tænder og haleben, tæer og fingre, voksne og børn, underkæber og hovedskin, et par balder her, et bækken fra en kvinde dér, en rygsøjle fra dette århundrede og en mands hængevom fra det forrige.” Dog er det også samme naturkræfter, der fremkalder de bedste egenskaber hos menneskene, deres næstekærlighed og humanisme.
I den moderne islandske litteratur forbliver naturen en konstant og en urkraft, der sætter grænserne for menneskers liv og udfoldelse. Det er den, der opsluger og forløser mennesket. Derfor finder man blandt landets forfatterstemmer en bydende ærefrygt for naturen. Bekendtskabet med den nordatlantiske litteratur og dens naturskildringer efterlader os læsere med stof til eftertanke; især i en tid, hvor vi tror os herre over naturen og at forstå at tæmme dens kræfter. Derfor må vi igen og igen overraskes af dens raseren og forholde os til dens overvældende styrke. I Island forsvinder denne natur aldrig ud af syne og sind - og ej, heller fra siderne i landets bedste litteratur.
Kommentarer