Vinci, senere

I digtsamlingen 'Vinci, senere' vil Morten Søndergaard ud i naturen, han vil være en del af naturen og, som mennesket i det kinesiske maleri, opløses i den.

Morten Søndergaard debuterede i 1992 med digtsamlingen 'Sahara i mine hænder', og har siden blandt andet udgivet digtsamlingerne 'Ild og tal', 'Bier dør sovende', 'Vinci, senere', 'At holde havet tilbage med en kost' og 'Et skridt i den rigtige retning'. I samarbejde med Tomas Thøfner har Morten Søndergaard desuden skrevet 'Hypoteser for to stemmer', og under pseudonymet Liv Mørk har han, sammen med Merete Pryds Helle, skrevet krimien 'Hvad øjet ikke ser'.

På forsiden og bagsiden af digtsamlingen 'Vinci, senere' (2002) er der med blyant tegnet nogle meget stiliserede bjerge eller måske vulkaner. Det er interessant at bemærke, at det er nemmere at se, hvad stregerne forestiller på bagsiden, end hvad de forestiller på forsiden. Bogens omslag synes således at implicere, at efter gennemlæsningen af digtsamlingen, altså når læseren er nået til bagsiden, vil bjergene fremstå klarere og tydeligere. Læsningen af 'Vinci, senere' kan sammenlignes med en bevægelse mod klarsyn. Og netop bevægelse er et vigtigt tema i digtsamlingen. På titelbladet ser vi en tegning af en lille mand, der kunne minde om den grønne "gå" mand vi kender fra lyskurven. Han er på vej af sted mod de blyantstegnede bjerge. Landskabet og bevægelsen synes at være tæt forbundet i 'Vinci, senere', hvilket titlen understøtter. Vinci er navnet på den italienske by, som Morten Søndergaard har boet i de seneste år, og som har et stort og flot landskab. Ved siden af Vinci, kun adskilt af et komma, står der senere. Her kommer tiden og bevægelsen ind i billedet. Tiden går.

'Vinci, senere' er inddelt i seks sange, der kredser om emner som landskabet og bevægelsen i det, barndomsminder, kaos, drømme og sprogets muligheder og umuligheder. Digtene er på én gang letlæselige, enkle og yderst komplicerede. Der veksles mellem hverdagens betragtninger og fænomenologiske spørgsmål og mellem systemdigtning i kolonner i afsnittet ”De mindste ord” og en udflydende form i afsnittet ”Flow”. Bevægelsen går igen gennem hele digtsamlingen. I et interview med Morten Søndergaard ser han gangen som en fundamental handling, der karakteriserer os som mennesker. Han forbinder vores oprejste stilling med udviklingen af vores bevidsthed, for idet vores arme blev frie, blev vi tvunget til at lære at koordinere armene og benene bedre. Vi blev klogere på vores motorik, klogere på vores krop og generelt bare klogere. I digtet 'Fodtøj' skriver han: "Den dag jeg lærte at gå / instruerede man mig samtidig i at tale / og jeg fik forskellige former / for sko stillet til rådighed". Menneskets oprejste stilling, bevægelse og vandring kædes sammen med vores evne til at tale, skrive og skrive netop poesi. Den lille blyantstegnede mand på titelbladet er således både symbol på, at nu skal man gå ud i landskabet, men han synes også at signalere, at nu skal sproget bruges.

I den tyske kunstner Caspar David Friedrichs maleri 'Vandreren over tågehavet', ses en person stående højt hævet over skyerne på en bjergtop. Personen er placeret midt i maleriet og har uden tvivl en fantastisk udsigt ud over klipperne, men han skygger for os. Det vigtige i maleriet er derfor ikke udsigten over tågehavet, men personen i maleriets centrum. En modsætning til Caspar David Friedrichs maleri, hvor fokuseringen er på mennesket, findes i kinesiske landskabsmalerier. Her fylder mennesket højst en lille prik i et kæmpe landskab, og kan til tider helt forsvinde og opløses i naturen.

Når der i 'Vinci, senere' står: "Men landskabet er ulæseligt, / og vi kaster / knogleskygge. Kom, lad os gå en tur i stedet.", menes der en tur i det kinesiske landskab. Hvor mennesket for den tyske romantiker kommer til at stå i vejen for en forståelse og en forklaring af landskabet, vil Morten Søndergaard ud i naturen, han vil være en del af naturen og, som mennesket i det kinesiske maleri, opløses i den. Derfor er den blyantstegnede "gå" mand på titelbladet så lille - det er for, at vi bedre kan se landskabet.

Kilder, links og centrale værker