Fortælling fra narkomiljøet i Ålborg i første halvdel af halvfemserne, hvor en række skæbner følges på deres vej mod bunden.
"Nordkraft" er i 3 dele. I romanens første del, "Junkiehunde", møder vi pusherfrau Maria, kæreste til en af Vestbyens dealere. I anden del, "Broen", præsenteres vi for Allan, som er vendt tilbage til Aalborg efter en tur på søen og kæmper for endelig at slippe ud af miljøet. Den sidste del, "Begravelsen", er historien, der samler trådene, da den sammensatte gruppe af personer mødes til en begravelse.
Ejersbo sender et skud ind i læserens årer, og vi svæver med ham i rejsen gennem et miljø, som for de fleste danskere er fjernt og ukendt - eller er det?!
Gruppen af danskere, der har røget en joint eller sniffet en bane hyggesne og i perioder færdes i periferien af miljøet, er større, end de fleste vil være ved. Og en af "Nordkraft"s styrker er, at den viser, at miljøet "rekrutterer" sine disciple både på stenbroen, i den jyske muld og i Hasseris millionvillaer.
Det alternative musiksted 1000fryd, tæt på Jomfru Ane Gade, rummer ikke kun de fortabte sjæle på deres vej mod en overdosis, men også ressourcestærke unge, som bevidst har valgt denne livsstil i en midlertidig nysgerrig søgen - weekendjunkien, som tager en fridag fra jobbet eller studiet.
Men den brutale og afstumpede kerne af miljøet møder vi også. Billedet af pusheren, der leverer varen til det store hungrende marked, er yderst realistisk. Et kynisk og benhårdt miljø, hvor tævene leveres nedad i hierakiet, og er der ikke andre at slå på, kan det gå ud over de obligatoriske hunde. En afstumpet verden, fyldt med frygt, og hvor vennetjenester er den sikre vej til afhængighed og forfald.
Ejersbo kender tydeligvis miljøet, og det gør, at romanen står som et stærkt vidnesbyrd, ikke bare over 90'ernes Aalborg, men også over Danmark år 2002, hvor designerdrugs flyder til et yngre og yngre publikum, mens velmenende forældre, foragede politikere og naive journalister famler i blinde efter svar.
Ejersbo forfalder ikke til klichéer. Narkobetjentene er ikke bare brutale voldsmænd, junkierne ikke alle på røven, og forstadsfruernes vej mod bunden er ikke så forskellig fra deres børns. Personskildringerne er nuancerede og realistiske. Romanen er sort, men ikke så sort, som den er blevet udskreget til i dele af pressen. Det kunne være værre, og der er små spirer af håb for nogle af personerne.
"Nordkraft" er beslægtet med Irving Welshs dopede "Trainspotting", mens Benn Q Holms storbyroman "Hafnia Punk" bl.a. beskriver forbruget af coke blandt de mere tjekkede i miljøet.
"Nordkraft" er en bog, som med sit rå, bramfri og ligefremme sprog og de hurtige "klip" helt sikkert vil afskrække nogle læsere, men ikke dig, for du vil ikke gå glip af mødet med Maria, Steso, Allan og resten af junkiehundene i denne fremragende fortælling, som er en af de bedste danske udgivelser længe!
Jacob Ejersbo fik De gyldne Laurbær 2003 for 'Nordkraft' .
Kommentarer