Analyse
Frank, Niels - Én vej
Niels Frank fokuserer i sine tidlige digte på at skabe en meditativ tone og at sætte digtet i scene som en proces, der foregår mens man læser. Dette fremgår tydeligt i 'Én vej'.
Er der kun én vej gennem livet? Ja, men man foretager nødvendigvis valg og fravalg, som til sidst kommer til at udgøre denne ene vej, og som hober sig op i erindringen.
Det lyriske jeg i Niels Franks digterbog 'Én vej' fra 2005 indleder første digt med at henvende sig til et du: ”Det første du ser er et skilt.”. Denne opsætning mellem jeg'et og du'et er et gentaget fænomen i de fleste af de 24 digte, der udgør vejen gennem samlingen. For det er nemlig en samling af fortællende digte, vi her er vidner til.
Vi fornemmer i det indledende digt, at jeg'et har visse problemer med at kommunikere. Hele tre gange må der startes igen, og dette blot for at finde ud af, ”at der kun er Én vej. Digt nr. 2: ”Jeg prøver igen.”. Og sådan fortætter og genstarter digtene hele tiden sig selv. De vender tilbage til udgangspunktet, men hver gang synes jeg'et at have erkendt en eller anden form for sandhed om livet, hvilket dog viser sig ikke helt at stemme. Foruden at være forvirret og en smule ude af sig selv, hvilket altså smitter af på digtene, har jeg'et en historie at fortælle, som netop forsinkes af forvirringen og i forvirringen.
Jeg'et husker tit tilbage på sin barndom. I disse erindringer kommer mærkværdige billeder til syne. Men samtidig med, at der huskes tilbage på barndommen, tager jeg'et også sit du og læseren med rundt i verden til mange forskellige steder. Blandt nøgterne og kolde konstateringer fyldes jeget imidlertid af bekymring, angst og sorg, der både knyttes til erindringen, men også til en generel overfølsomhed for verden. I disse fortællinger fornemmer man et opgivende, desillusioneret og idiosynkratisk jeg, der ikke formår at skabe helhedsbilleder, hvorfor det konstant svæver rundt blandt sine egne ord og sætninger i forsøget på at skabe mening.
Det jeg'et søger er sandhed og mening, to begreber, der forekommer subjektive. Men den subjektivitet, der burde have været knyttet hertil, er fraværende. Jeg'et har godt nok nået til en erkendelse af, at det ikke tror på Gud, hvorfor der jo faktisk er en mening, men den svarer, ifølge jeg'et selv, ikke til det modsatte, altså så at sige til ikke-Gud. Den komplette negation af metafysikken breder sig derfor hurtigt, og bliver overordnet set det centrale tema. Hvad er virkelighed, og hvad er illusion, og hvordan skal jeg'et begribe denne potentielt uendelige kæde af forbindelser mellem ting og verden?
Det helt centrale sted i jeg'ets forsøg på at begribe sin egen og virkelighedens væren og eksistens, finder vi i digt nr. 10: ”Intet: altid iklædt det andet./ Jeg glemmer at sproget ikke længere er til at stole på/ det retoucherede og overbegramsede sprog/ et sprog fuldt af fraklip og indklip og sammenklip./ Et sprog der kun er i stand til at citere løgnen.”. Og i digt nr. 2 kommer jeg'et med et udbrud, der underbygger dette: ”Husk: en gade er altid to retninger/ mindst./ To muligheder”. Enjambementerne i det sidste citat giver digtet to muligheder; digtet kommer på en gang til at have to betydninger, hvilket mimer den følelse jeg'et selv er fuld af, nemlig potentialiteten, og dermed har jeg'et også ophævet den antikke filosof Platons begreber om det sande i ideen og det falske i fænomenet. Digtets metafor- og billeddannelser konstrueres på denne diskussion. Meningen og sandheden i digtet arabesker og slynger sig nemlig i billedkollager på bedste surrealistiske vis og konstruerer de drømme og mareridt, som jeg'et former. Løgn og sandhed smelter, hvorfor der netop ikke blot kun er én vej. Den eneste vej der er, er læsevejen, ophøret og døden, hvilket digtet netop til sidst også viser. Så hvis der er mening, er meningen, ligesom jeget udtrykker det i digt nr. 15, poesien, der er: ”… en fokusering i et kæmpestort felt af sløringer./ … Så opstår midt i denne fokusering/ tror jeg/ det vi kalder et digt. Ja: et digt”.
Niels Frank debuterede med digtsamlingen 'Øjeblikket' (1985) og har senere udgivet flere lyriske værker samt essaybogen 'Yucatán' (1993) og fotobogen 'CV' (2001). Hans lyriske produktion forekommer som form- og indholdseksperimenterende, og han fokuserer i sine tidligere digte på at skabe en meditativ tone og at sætte digtet i scene som en proces, der er i gang, mens man læser og oplever. Dette ser vi også tydeligt i 'Én vej'.
Brugernes anmeldelser