Livret

'Livret' af Kristian Ditlev Jensen er en opfindsom roman, hvor man tygger sig igennem masser af mad, smag og duft.

Ordet livrets dobbeltbetydning af hhv. yndlingsret og retten til livet – eller til at vælge det fra – ligger bestandig som en spænding i læserens bevidsthed, når man tygger sig igennem Kristian Ditlev Jensens debutroman fra 2004, der fik Bogmessens Debutantpris samme år. Denne dobbelthed er naturligvis intenderet – og morderisk dygtigt ført ud i livet, fristes man til at tilføje.

Bogen er formet som en monolog fremført af den dansk-engelske madanmelder Robin McCoy, der har mistet sin japanske kone Midori, efter at hendes fjerde selvmordsforsøg er lykkedes. Det kan kræve en stærk mave at goutere det ucensurede indblik i Robins sjæleliv, udspændt, som det er, mellem nærmest kynisk reservation og boblende sanselighed, mellem intens nydelse og den mest rå, desperate sorg samt alle positioner derimellem. Alt sammen koblet med mad, mad, mad. Siderne flyder over af informationer om oste, vine, kaffe, kager, deres konsistens, dufte, historie, fremstillingsprocesser etc.etc. så minutiøst detaljeret, at man ofte må sænke bogen et øjeblik med følelsen af at have forædt sig, før man ivrigt sluger siderne igen.

Som læser af 'Livret' kan man aldrig føle sig sikker på, hvad næste sætning vil bringe. Bogen er opbygget efter et meget effektivt kontrast- og associationsprincip, der konstant resulterer i groteske sammenstillinger af de mest paradoksale fænomener. Uformidlet springes der mellem beskrivelsen af velsmag og det allermest usmagelige: omstændighederne ved Midoris død, fotografisk præcise registreringer af blodets silen ud over badekarrets kant, de døde øjne, den kolde hud. For Robin har selvmordet medført, at hans evne til at sætte grænser er brudt sammen, alle skel og kategoriseringer er blevet ophævet, så indtryk og erindringer flyder sammen og hele tiden lader ham genopleve sit værste mareridt. Som han selv beskriver det efter et måltid på et pizzaria, hvor billeder fra selvmordet hjemsøger ham: ”Hele måltidet finder sted i den dobbelte virkelighed, som jeg så tit falder ind i. En verden, der skal leves i to lag. Det er pizza, det er det. Men det er også Midoris død. Det er det bedste, hun ved. Men det er også det værste, jeg ved”.

Frem for et decideret plot er der i 'Livret' tale om en insisterende kredsen om gåden over dem alle i Robins liv: Hvorfor gjorde hun det? Trods al sin viden er dét et spørgsmål, Robin aldrig får svar på, og den gradvist gryende accept af et liv alene bliver således også en accept af, at der er ting og sammenhænge, vi aldrig vil kunne begribe intellektuelt, lige meget hvor intenst vi anstrenger os. Hvordan kan kærligheden på én og samme tid være det smukkeste og det mest grusomme? Hvordan kan alt indeholde sin egen modsætning? Denne ”venden vrangen ud”-problematik tematiseres flere gange, som i Robins erindring om en ungdomskærlighed, der lærte ham, at et kys på panden på sin vis er det samme som et kys på tarmen, da mennesket blot består af én stor overflade. Indre og ydre væves sammen, grænseløst, smukt og skræmmende.

Og samtidig med, at alt er flydt sammen i ét kaotisk sammensurium, mangler Robin paradoksalt nok en følelse af fundamental sammenhæng: ”Måske er der slet ikke den store orden, vi søger. Måske kan vi ikke selv bestemme, hvornår kaos skal begynde. Eller hvornår det skal slutte”. Verden er smuldret mellem fingrene på ham, fragmenteret, ukontrollerbar. For en mand, der lever af at skabe helheder ud af flygtige, adskilte indtryk, er det en katastrofe. I forsøget på at gribe blot en flig af mening igen laver Robin hele tiden analogier, ligner fænomener ved andre, tilsyneladende helt disparate ting, væver sig ind i en ustoppelig og til tider absurd smøre af ord, metaforer, omskrivninger. De mange ord bliver et mere og mere tyndslidt bolværk mod erkendelsen af, at han i virkeligheden mangler modet til blot at sige – ingenting. Lytte til og erkende stilheden og den ubærlige tomhed, der præger livet efter Midoris selvmord. ”Jeg har søgt sandheden om det hele, prøvet at finde den. Men jeg har aldrig turdet udtale smertens navn. Jeg har prøvet at stoppe munden til i stedet for”. I løbet af fortællingen bliver denne smerte dog klarere og klarere artikuleret, og på bogens sidste sider er Robin endelig klar til at rumme og genopleve mindet om det allerførste møde med Midori, som blev begyndelsen til alt det bedste og alt det værste i hans liv.

Således bliver 'Livret' en bog om at tale og at tie, om at sanse og lukke af, rejse verden tynd i sin søgen efter mening med det hele og dog stå stille, gå i ring i de samme labyrinter igen og igen. Og samtidig er det en bog, der trods sit dystre tema bliver en fanden-i-voldsk hyldest til livet, kærligheden og maden, tanke- og lattervækkende på én og samme tid. Hvis den kunne spises, ville den klart være en af mine livretter.

Kilder, links og centrale værker