Bog

Sin brors vogter

Af (
2006
)

Anmeldelse

Sin brors vogter af Kirsten Holst

11 sep.06

En mand myrdes af en brevbombe, en kvinde scorer en stor livsforsikring og østeuropæiske piger forsvinder i Nordjylland. Har forbrydelserne noget med hinanden at gøre?

Det finder man ud af, hvis man læser den nyeste kriminalroman af den danske forfatter, Kirsten Holst, der med "Sin brors vogter" er tilbage i velkendt krimistil.

De tre forbrydelser lander på Beatrice Jantz’ bord i firmaet Nordjysk Security Consult, et privat detektivbureau beliggende i Ålborg. Brevbomben er egentligt tiltænkt Beatrice, og det sætter spekulationer i gang – hvorfor skal den ramme hende? Sidder hun via sit job inde med en farlig viden? Eller er det et personligt motiv?

Manden, der bliver offer for brevbomben, var Beatrices kollega og tidligere kæreste, og forholdet bringer hende i politiets søgelys. Sporene peger i forskellige retninger bl.a. mod den dræbtes bror, der sporløst forsvandt for 17 år siden i Mexico og mod en kvinde, der tilsyneladende har forsikringssvindlet. Men hvordan hænger det hele sammen? Trådene kædes selvfølgelig sammen til sidst, og plottet er velgennemtænkt, overraskende og godt beskrevet.

Lyder hovedpersonens navn, Beatrice, bekendt, er det rigtigt. Hun var også omdrejningspunktet i den forrige roman af Kirsten Holst, "Var det mord?". Hun fortsætter i det samme spor – er handlekraftig, hurtig og ikke altid lige heldig.

Også Kirsten Holst fortsætter i det spor vi kender – nemlig med en krimigåde der er "sat" i den jyske provins. Romanens udgangspunkt er det almindelige og genkendelige provinsliv – Beatrice fører en fredelig tilværelse og passer sit job. Indtil dagligdagen forstyrres…

"Sin brors vogter" er en underholdende og hurtigt læst krimi, der indimellem er præget af et hverdagsagtigt sprog, og som andre steder lever op til de bedste danske af slagsen som for eksempel Gretelise Holms "femikrimiserie" om journalisten og opdageren Karin Sommer.

Forum, 2006. 329 sider. Kr 269,-

Bogdetaljer

Forlag
Forum
Faustnummer
26367239
ISBN
9788763844512
Antal sider
329

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer