Det værste og det bedste

'Det værste og det bedste' er et stykke sansningspoesi, hvori Søren Ulrik Thomsen forsøger at gribe et moderne menneskes forestillinger om sig selv før og nu.

"Det bedste er regnvejr på film”. Således indledes Søren Ulrik Thomsens nyeste digterbedrifter i 'Det værste og det bedste'. Citatet peger direkte tilbage på Thomsens femte digterværk 'Det skabtes vaklen' (1996), hvor ordene ’regnvejr’ og ’film’ spiller betydelige roller både direkte som ord, men også i overført og tematisk betydning. Men disse ord er ikke kodeord for forfatterskabet som sådan, det er derimod bl.a. ord som eksistens, virkelighed og poesi. Det er disse ord, der knytter forfatterskabet sammen. Vi oplever det allerede i 'City Slang' (1981), men det fortsætter i 'Ukendt under den samme måne' (1982), 'Nye digte' (1987) og 'Hjemfalden' (1991). Poesien bliver ydermere sat under teoretisk debat i de to poetikker 'Mit lys brænder' (1985) og 'En dans på gloser' (1996).

1980’erne, hvor Thomsen debuterer, er kendt for de tøjlesløse digterdrenge, der dyrker farten, vildskaben, rusen, byen og natten, hvilke er tendenser, Thomsen tilnærmelsesvis fremskriver i 'City Slang', der netop repræsenterer hans svar på storbypoesi. Denne poesi ophæves senere i forfatterskabet, men fremmedgørelseselementet, vi kender fra 1960’ernes modernisme, føres videre og udbygges med undertoner af subjektoplevelse, erotik og postmodernistiske paradoksaltilstande i bl.a. forholdet mellem nærvær og fravær, liv og død. I 'Det værste og det bedste' er disse subjektsoplevelser, hvor jeg'et, verden og sansningen smeltes sammen i et konglomerat af subjektive virkelighedsladninger, aldeles fremtrædende.

Digtsamlingen, eller suiten, består af 21 digte, der hver især igen udgøres af 21 verslinier. Digtene kan overordnet deles op i to temakategorier, der fokuserer på at opremse det centrale, nemlig ’det værste’ og ’det bedste’. Bogen indledes med et digt om det bedste, stik mod samlingens titel, og slutter også med et om det bedste, hvilket vil sige, at der nødvendigvis altid allerede vil være en smule mere af det bedste end af det værste. Som der står i digt nr. 19: ”at der hele tiden har været lidt mere/ af ”det bedste” end af ”det værste” er bedst”. Allerede i dette system bliver gentagelsen som figur synliggjort og gør det muligt at læse samlingen som en kontinuerlig fremstilling af, hvad det værste og det bedste er. Disse konkrete ord har ikke i sig selv nogen reel symbolværdi, men idet de gentages adskillige gange, oplades de med et billedligt overskud, der forskyder meningen fra en tom, fremmedgjort og potentiel substans, der reelt kan betyde alt og intet, til at blive noget helt privat og personligt, som i digt nr. 3: ”det bedste er at få erektion ved tanken/ om hvordan dine svungne ører/ hænger højt på det stejle kranium” eller som i digt nr. 8: ”det værste er/ at jeg lod som om jeg slet ikke så dig:// Det er det værste for mig".

Med disse to citater oplever vi først og fremmest det lyriske jeg, der tilkendegiver sine tanker om det værste og det bedste, men vi bliver også introduceret til en af digtsamlingens tilbagevendende problematikker, nemlig forholdet mellem jeg'et og et du, som både udspilles på et erotisk niveau og på et niveau, der kredser om nærvær og fravær, og fokuserer på, hvordan adskillelse, og døden i det hele taget, bliver omdrejningspunkt for den subjektive stemme, jeget udfolder.

Udover at opregne det værste og det bedste i det erotiske og fraværsfokuserede spil fremviser samlingen en række andre motiver og temaer. Næsten hver linie er en kommentar til jeg'ets enten positive opfattelse eller eklatant idiosynkratiske allergi over for tobaksrygning, fremmedord og ”Peter Bangs Vej i pisregn”, men alle disse opfattelser er paradoksale virkelighedsforklaringer. På den ene side er udsagnene universelle for ethvert subjekt, men via digtets sprogbrug gøres oplevelserne også subjektive. Vi oplever f.eks. alle på et eller andet tidspunkt i livet at føle eller at sanse had, men det er ikke nødvendigvis de samme billeder eller sansninger, vi i denne forbindelse danner os. Digt nr. 4 giver sit bud: ”det bedste er for sit indre øre/ at høre sin værste fjendes tarme/ klaske hårdt mod et koldt cementgulv".

'Det værste og det bedste' er ikke bare en opremsning af subjektive meninger og oplevelser. Det er også et stykke sansningspoesi, der forsøger at gribe et moderne menneskes forestillinger om sig selv før og nu. Læses digtene i forlængelse af hinanden, skabes en selvfremstilling, ikke nødvendigvis af digteren Søren Ulrik Thomsen, men af en retorisk selvbevidsthed, der som nævnt bliver universel i symboldannelserne. Det bliver så læserens ansvar, kombineret med sprogets fragmentariske billeder og tegneren Ib Spang Olsens mesterlige fortolkninger, at fuldbyrde meningen.

Kilder, links og centrale værker