Rødby-Puttgarden

Stumper af hverdagsliv, replikker og erindringer væves sammen. Intet er for småt til at blive fanget ind i Helle Helles realistiske stil.

Hverdagens små hændelser, som reparationen af en gyngestol, mødet med barndomsvenner, naboer og arbejdet på færgen, forbindes med erindringsglimt der kredser om barndommen og de to søstres døde mor. I disse erindringsglimt fortælles der om barndommen og moderen med en styrke, som minder om den lænke dværgene smedede til at binde fenrisulven med, smedet som den var af sære, skrøbelige ting som lyden af kattetrin, kvindeskæg og fuglespyt, kort sagt ting så små at man under læsningen ofte griber sig selv i at undre sig over hvordan ens egen erindring også er bundet af lugten af en trøje, måden et ord bliver sagt på, trekornsbrød og andet af samme rodede skuffe.

Romanen er erindrings- og beskrivelseskunst af høj karat, og den får Rødby til at blive en levende by. Således bliver 'Rødby-Puttgarden' en roman, hvis jeg-fortæller – Jane – forsøger at holde fast i sin fortid. Men Jane er en jeg-fortæller, der er klar over, at hendes fortælling samtidig er det, der adskiller hende fra barndommen og moderen.

På romanens første side fortælles det kort, at fire er døde på en uge, og på samme side praler storesøsteren Tine kærligt af Janes studentereksamen. Senere viser det sig, at moderen døde samme dag, som Jane var oppe i skriftlig dansk. Et sted siger moderen også direkte til Jane, at det skriftlige har hun fra hende. Den metode Jane gør brug af som fortæller, er den Herman Bangske, der ikke beskriver følelser direkte, men kun det aftryk, de sætter på en persons handlinger. Men metoden har Jane også fra moderen. På vej hjem fra moderens begravelse får de to søstre af en venlig nabo to bakker stikkelsbær. Jane slutter beskrivelsen af moderens begravelse således: ”Jeg tog gryden af blusset. Hvis nogen spurgte vores mor, hvordan hun havde det, fortalte hun, hvad hun havde lavet. Nu havde jeg lavet stikkelsbærgrød. Tine kiggede på mig.”

Janes fortælling og metode udgår fra moderens død. Man kan læse de mange dødsfald i romanen som et symbol på, at Jane ikke kun med fortællingen gør Rødby og sin fortid levende, men at udgangspunktet for hendes fortælling er, at fortiden er tabt. Et lukket land. Fortællingen er på den ene side det, der sætter Jane i stand til at tilegne sig barndommens Rødby på ny, men på den anden side placerer den Jane uden for det miljø, hun kommer fra. At fortælle om sin fortid er ikke kun at nærme sig den, det er også at fjerne sig fra den. Måske er det netop fordi Jane halvvejs indser at hendes fortælling nok i sidste ende er med til at fjerne hende fra Rødby og moderens verden, at turen tilbage er så gribende. Glimt fra et lukket land.

Søsteren og Jane havde i deres barndom et ritual omkring torsdagens ugeblade: ”Ved du hvad? sagde den ene. Nej, og jeg vil selv læse det, sagde den anden.”

Sådan er det også med Helle Helles roman. Den skal læses selv.

Kilder, links og centrale værker