Bog

Dig og mig ved daggry

Af (
2013
)

Anmeldelse

Dig og mig ved daggry af Glenn Ringtved og Sanne Munk Jensen

13 jan.14

Ungdomsroman om en kærlighed, der er så stor og dyb, at den er værd at dø for. Velskrevet, gribende og barsk historie, der i den grad kryber ind under huden.

To lig hives op af Limfjorden. De to døde unge er lænket sammen med håndjern, så der er tilsyneladende tale om selvmord. Herefter følger historien om den 17-årige Louise og den lidt ældre Liam, der møder hinanden i Aalborgs natteliv og hovedkulds forelsker sig i hinanden. De to flytter sammen, og kærligheden blomstrer, men så begynder Liam og vennen Jeppe at sælge narkotika for bagmanden Johannes, og derefter begynder en spiral af uheldige begivenheder.

Jeppe kommer til at skylde Johannes for mange penge og presses til at begå selvmord, men nu hænger Liam så at sige på gælden, som bare vokser og vokser. Louise prøver at få ”frigivet” gælden ved at sælge sig selv til Johannes men uden resultat, og de to unge må flygte og gemme sig. Situationen er i den grad kommet ud af kontrol, og der synes ikke at være nogen anden udvej end selvmordets. Den sørgelige historie om tilfældigheder, misforståelser, svigt og tilgivelse fortælles af Louise efter hendes død, men samtidig fortæller hun også om sine forældres reaktion på hendes selvmord. Både hendes far og mor har svært ved at komme videre, og deres søgen efter at forstå og finde en mening i det hele er ved at ødelægge deres ægteskab.

I 1970’erne udkom der en række såkaldte ”problembøger” om unge og deres problemer, og denne nye roman genopliver på fantastisk vis denne særlige genre. Historien er vedkommende og troværdig, og man kommer undervejs både til at tænke på Bent Hallers Katamaranen, romanen og filmen Nordkraft og filmen Portland, som alle tre sjovt nok også foregår i Aalborg. Det barske miljø med sex og stoffer er i kraft af de autentiske og præcise replikker skildret særdeles overbevisende, og historien får tilmed yderligere dybde og nuance ved at lade forældrenes reaktion på den tragiske hændelse blive en del af historien.

Kompositorisk fungerer det fint med at lade Louise være den alvidende fortæller, der skiftevis fortæller om sig selv og Liam og skiftevis sætter fokus på de efterladte.

Glenn Ringtved og Sanne Munk Jensen er begge veletablerede forfattere, og dette deres første samarbejde er lykkedes perfekt. Dig og mig ved daggry er en rigtig vellykket historie, som man ikke sådan lige glemmer. Romanen er noget af det bedste, man kan tilbyde dagens ungdom, og oven i købet tages der fat på et af de helt store eksistentielle emner, nemlig selvmordet: Et emne, som rigtig mange unge er fascineret af.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
50752224
ISBN
9788702152944
Antal sider
309

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer