Heroin chic

Barsk, smuk og vigtig roman om et mørkt og anorektisk pigeliv, der ender i heroinafhængighed. 'Heroin chic' skærer ind til benet uden forblommede forklaringer.

Jeg har ikke læst bøger om unge kvinder og narkotika, siden jeg læste ’Go ask Alice’ og ’Wir Kinder vom Bahnhof Zoo’ i slutningen af 80'erne. Nu har forlaget Gutkind udgivet norske Maria Kjos Fonns roman ’Heroin chic’, og den er flot oversat af forfatteren Liv Nimand Duvå. Kjoss Fonn skriver lyrisk og aldeles fremragende, så mørket vælter ud over siderne.

'Heroin chic' er ingen forherligelse af hårde stoffer. Forsiden advarer med store typer og en titel fra 90’ernes modetrend, en gigantisk sølvske, og en linje af 'Gold Dust Woman' fra 70'erne følger på flappen: ”Take your silver spoon dig your grave”.

Romanen foregår langt fra Berlin og London oppe i Norge, hvor der er Kate Moss plakater på teenageværelset i et pænt hjem, og Elise sulter sig selv. Hun er så dygtig, og hun kan også synge. Forældrene er der, begge to, og bakker hende op. Hun har det bare ikke godt, den unge Elise. Hun får nogle piller, benzoer blandt andet, og så kontrollerer hun sit madindtag. Hun føler kun ulykke og sult og ønsker at udslette sig selv. ”Hvis jeg skulle male et billede af anoreksi: En pige med vildt blik står foran køleskabet og gnaver på sin arm”.

Unge Elise tiltrækker mænd med sit smukke, anæmiske ydre. Først er der den voksne sanglærer Philip, som har nogle spændende piller og forgriber sig på den 16-årige, der ikke siger fra. Siden er der musikeren Joakim, som hun forelsker sig i og flytter sammen med. De deler kærligheden til musik, men også til mørket, og sammen begynder de at ryge heroin. Siden ryger Elise på sprøjten, og langt senere går hun i seng med mænd for at tjene til et fix.

Elises virkelige elsker starter med H: ”At have sin elsker i sine årer. Mærke den varme, giftige strøm”. Heroinen beskrives smukt som en kærlighed, der dulmer hendes følelser og samtidig vækker ligegyldighed overfor alt andet. Som en tidskapsel, hvor alt går i stå. Elise prøver med hjælp fra sine forældre flere behandlingsforløb i NA, og som clean begynder refleksionerne over, hvordan det kunne ende med en sølvske for en pige født med en guldske: ”Måske fik jeg en for god start på livet, sagde jeg. Og kan ikke takle alt det, der kommer efter”.

Romanen følger også Elises forældre, særligt moren, og deres frustrationer og medafhængighed, der ender med en skilsmisse. Romanen er ikke fyldt med formaninger og lette konklusioner i forhold til Elises afhængighed. Elisas gode veninde Cecilia beskriver hende dog meget kort og præcist: ”Først var du den dygtigste. Så var du den tyndeste. Og når det ikke er nok med knogler og kokain, eller hvad fanden det er, så går du over til heroin. Det er imponerende på en meget uimponerende måde”.

Fortællingen slutter meget smukt, men det vil jeg ikke komme ind på, for romanen skal læses for sine stemninger og overordentligt fine beskrivelser af et følsomt pigesind, der finder kortvarig frelse i musikken.