Melatonin

Simon Grotrians digte i samlingen 'Melatonin' kræver fuld koncentration af læseren, der til gengæld bliver inddraget i et mærkværdigt og imponerende univers.

Med sine 17 publicerede digtsamlinger siden 1987 har Simon Grotrian efterhånden slået sit navn fast i det litterære Danmark. Dog er han kendt som en svært tilgængelig digter, hvis sprog er både legende og billedrigt. Hans digte kræver derfor fuld koncentration af læseren, der til gengæld bliver inddraget i et mærkværdigt og imponerende univers.

Også når man giver sig i kast med Grotrians digtsamling 'Melatonin' fra 2005, er det et enormt billedrigt univers, der træder en i møde. Imidlertid konstrueres de mange billeder ofte på nye og før usete måder. Dette har en overraskende effekt og giver læseren en følelse af med samlingen at træde ind i et meget anderledes og ukendt rum. Og dog er det mærkværdige, at dette rum samtidig er ganske almindeligt og dagligdags. I Grotrians univers står fryseren og telefontrådene nemlig ved siden af Gud og himlen, hvilket giver et særdeles intenst præg, idet abstrakt og konkret står side om side og så at sige skriger til hinanden.

Digtene i 'Melatonin' kunne ved første øjekast karakteriseres som kortprosastykker. Det skyldes netop, at de hverken er opdelt i strofer eller er udstyret med en bunden og rimende struktur. Således er digtene moderne i deres form, eftersom de er løsrevet fra en fast og rytmisk struktur, som netop kendetegner det klassiske vers. Men at det er digte, er der alligevel ingen tvivl om; naturligvis især på grund af forsidens undertitel ”digte”, men også på grund af samlingens fortættede og metaforfyldte verden. Hvad der også gør digtene anderledes end det klassiske digt, er de manglende titler. Dette medfører, at læseren kommer til digtene uden tanker om, hvad de handler om, idet netop en titel har til formål at slå tonen an og forberede læseren på mødet med digtet.

Således er tomhed det eneste, læseren medbringer ved hvert digts begyndelse, og tomhed er netop en gennemgående stemning i 'Melatonin'. Men over for tomhed står fylde - både en sproglig fylde i form af det næsten svulstige billedsprog, men også en indholdsmæssig fylde, der peger i en religiøs retning. Ofte benævnes kristentfarvede ord som Gud, himmel og kors. Og der er ingen tvivl om samlingens orientering mod noget større, som altså også formuleres i kristendommens termer. Trods dette er den teologiske orientering langt fra entydig eller overbevisende. Tværtimod synes digtene at have tvivlen og tomheden som det grundvilkår, der på paradoksal vis sidestilles med førnævnte orientering mod Gud og evighed. Man kan sige, at 'Melatonin' befinder sig mellem disse poler uden egentlig at vælge side. Netop et sådant mellemfelt behandles eksplicit i et digt i samlingens 4. del:

Smerten regerede, fordi jeg ønskede mig noget andet, livet som en rutsjebane, atomare eksplosioner mellem tavsheds- løfter, ruinerne mellem et nej og et ja. Støvet falder på et pigtrådshegn med kvindelige former. Kære Laurentius i inderlommen, bønnen er en fugl. (s.74)

Digtet er også et eksempel på blandingen af abstrakt og konkret. Effekten af en sådan blanding bliver hos Grotrian oftest komisk, men den tjener også det formål at gøre netop det uhåndgribelige visuelt via helt konkrete ting. Således skaber formuleringen ”bønnen er en fugl” et tydeligt billede af bønnen som en mængde ord, der sendes i vejret og bliver flyvske, netop fordi der er tale om abstrakte tanker, som adresseres til en højere instans.

Mangfoldigheden i 'Melatonin', det at der konstant peges i to eller flere retninger på samme tid, retfærdiggør at tale om samlingen som tilhørende en modernistisk tradition. Men samtidig kunne man også kalde digtene for postmodernistiske, idet der ingen enhed er. Alt er sprængt og associerende, og ordene står således side om side uden egentlig at vedrøre hinanden. At 'Melatonin' kan anskues som både modernisme og postmodernisme bekræfter blot dens dobbelthed. Simon Grotrians digte befinder sig ’imellem’ – i et slags tomrum mellem så meget og så lidt.