Bruden fra Gent

Uskyldens perversion. Om metaforer og magt i Dorrit Willumsens roman 'Bruden fra Gent'

Den historiske roman er et underligt begreb, for egentlig er der tale om et paradoks, idet historieskrivning altid er forpligtiget på sandheden, mens romanskrivning lever af løgn. Alligevel er de to skriveformer forbundet, og man behøver blot at gå tilbage til historieskrivningens fader, græske Herodot, for at forvisse sig om det fortællende begær, der flyder som en brusende strøm under den fine fernis af objektivitet.

I den forstand er den historiske roman en chance for at spille med åbne kort, en mulighed for at lade sig overgive til fortællelysten og samtidig beholde et skær af objektivitet.

Udvider man bevæggrundene til at skrive historisk fiktion, så omfatter de imidlertid ikke blot muligheden for en god fortælling med udgangspunkt i virkeligheden, men også en allegorisk dimension, hvor fortiden bliver et spejl for nutiden. Johannes V. Jensens historiske roman, 'Kongens fald' (1900-01), vel nok en af de mest berømmede danske romaner, bliver således ikke bare en erindring om fortiden, men lige så meget en forklaring af nutiden, hvor den vægelsindede og nervesyge kong Christian II bliver et billede på det moderne menneske i et samfund, hvor de hierarkiske strukturer er ved at blive skilt ad, ligesom kroppen, der er splittet mellem seksualitet og det rene intellekt, grotesk fremstillet i den talende hjerne Carolus, der bliver et emblem på den refleksionssyge, der går som en rød tråd gennem Jensens forfatterskab.

Der er vel ikke tvivl om, at Jensens roman udsiger en sandhed, men det er næppe en entydig historisk sandhed – det er derimod et fiktivt perspektiv på en historisk periode, der fremmer en bestemt analyse af samfundet, hvor det danske nederlag først og fremmest er psykologisk.

Portræt af en kvinde

Interessen for det psykologiske snarere end det strengt historiske gør sig også gældende hos Dorrit Willumsen, der i romanen 'Bruden fra Gent' (2003) også interesserer sig for Christian II’s regeringsperiode, men i stedet for at have fokus på kongen, så er interessen flyttet til hans barnebrud, Isabella, der kommer til Danmark som et godt parti. Som der står:

”Isabella er en gave. Hendes medgift er fastsat til 250.000 gylden. Desuden vil hun skaffe sin ægtemand handelsforbindelser, forsvarsalliancer, måske endda venskaber. Og hun vil føde ham børn. Sønner, der kan arve, og døtre, der kan udvikle sig til muligheder for nye handelsforbindelser og alliancer. Hun har al mulig grund til at glæde sig".

Det er i spændet mellem den kræmmermentalitet, der præger indgåelsen af ægteskabet og fortællerkommentaren; ”hun har al mulig grund til at glæde sig”, at man skal finde den kritiske tone af ironi, der lægger sig over fremstillingen af kvinder i romanen.

Romanen blotlægger en magtstruktur, hvor kvinder blot er en vare, en del af et strategisk spil. Dette understreges i begyndelsen, hvor man hører om Kejser Maximilian, der indgår ægteskaber med Maria af Burgund og senere Bianca Maria – først og fremmest på grund af deres formuer. Det er også Maximilian, der sørger for at give sit barnebarn Isabella væk. Hun bestemmer ikke selv. Ikke engang sit navn får hun lov til at beholde: ”Isabelle fik besked på, at hun måtte vænne sig til at blive kaldt Elisabeth. Isabella ville virke helt forkert i hendes nye land, måske nærmest syndigt, og Isabeau ville være endnu værre".

Trekantsdrama om at se og blive set

Kontroversen omkring Isabellas navn blotlægger den dobbeltmoralske forskrækkelse omkring seksualitet, hvor kvinder på én gang skal være rene og samtidig føde børn. Kvindens begær må ikke være tydeligt og hun passiveres af mandens aktive blik, der ophøjer og umenneskeliggør hende, som når Christian II beskriver sin elskerinde Dyveke med utvetydig idealisme: ”Dyveke, der aldrig har talt hårdt til nogen. Ikke engang hundene skænder hun på. Dyveke, hvis hænder dufter af rosenolie og pomerans. Dyveke, så let som en fugl i hans arme".

I Christian II’s beskrivelse er der tale om en dobbelt sproglig reduktion, hvor Dyveke umenneskeliggøres. Dels fremstilles hun metonymisk via sine rene hænder, og dels males hun metaforisk som en fugl, som Kongen kan holde fanget i sine arme.   

Ser man på romanens handling, så udvikler den sig som et trekantsdrama, der handler om de to kvinders kamp om at fange Kongens blik, men i en dybere forstand handler romanen om selve det mandlige blik, der ødelægger kvinderne. Det sker både i overført og konkret forstand. Dyveke bliver således dræbt af Kongens dværg Lukas, fordi hun ikke har lagt mærke til ham.

Ligeledes bliver Isabellas mor, Johanne, offer for det mandlige blik. I det øjeblik hun aktivt udtrykker sit begær, bliver hun indespærret og dømt som sindssyg. Den eneste egentligt stærke kvinde i romanen, der ikke bliver offer, er Dyvekes mor, Sigbrit, der får en ophøjet rolle som Kongens rådgiver. Hun er netop ikke fanget i rollen mellem at skulle være mor og barn, beskidt og uskyldig på én gang. Som gammel mor udenfor mændenes søgelys, har hun tværtimod læst deres spil, når hun iklæder Dyveke i diskret udfordrende klæder, samtidig med at hun spiller på hendes uskyldighed.

Sigbrit er en tilskuer, der kan trække i trådene udefra, men for både Isabella og Dyveke, er det ikke så let. De kan ikke undslippe mændenes blik, og selvom Isabella føder og træder ind i rollen som mor, så forbliver hun et barn, martret mellem idealet som jomfru Marie og den faldne Marie Magdalena.

I slutningen af romanen vil Isabella på sit dødsleje i bad for at rense sig: ”Hun sad ret op i karret, som om hun nød denne knitrende krone af skum, mens hun legede med sin ring ved at dyppe hånden så dybt, at den blev usynlig, for straks at lade den dukke op til overfladen og stryge den mod kinden med et barnligt suk".

Isabella dør i badet, og da hendes krop trækkes op, er den som en underlig hybrid mellem en kvinde og et barn, hvor ”brysterne var ganske små og jomfruelige”.

Symptomatisk bliver det kongen, der får sidste replik, idet han siger, at ”han syntes, hun var en sjælden, sart plante, han aldrig havde kendt”.

Med denne ironiske replik bliver magtforholdet sat i relief. Gennem hele romanen har læseren fået indblik i Isabellas menneskelige følelser, tanker og tvivl, men slutningen er mandens idealiserede og umenneskelige metafor: Elisabeth (ikke Isabella) er en plante, der har groet i kongens have. En afspejling af den uskyldens perversion, der prægede tidens kvindebillede. Med 'Bruden fra Gent' føjer Dorrit Willumsen således en historisk dimension til den kritik af kønsroller, der blev udfoldet i romaner som 'Manden som påskud' (1980) og 'Programmeret til kærlighed' (1981). Tragedien er ikke, at kongen ikke lærte Isabella at kende, men at han ikke ville lære hende at kende. Det gør læseren derimod og får udfoldet et portræt af en kvinde, der knækker under idealer, der ikke er hendes egne.

Skrevet af cand. mag Jakob Bækgaard

Kilder, links og centrale værker