Sæt Asta fri

En selvbiografisk og socialrealistisk roman om udviklingens pris for dem, som blev tilbage i udkantsdanmark og udkantseuropa.

Vi følger fortællerens livsvej fra 1960’erne på landet, henover Kibbutz, kollektiver og Berlinmurens fald og slutter et sted i 1990’erne i et globaliseret Danmark. Hele tiden en følsomt registrerende fortæller, som, i et flakkende kaos undervejs, er tæt på sine lidelsesfæller og måske tæt på ikke selv at klare overgangen fra land til by.

Især to bygningsværker står som centrale motiver i romanen, henholdsvis Sallingsundbroen og Berlinmuren, begge symboler på overgange og drømmen om lykke og fremskridt. Men set i bakspejlet markerer de grænsen til taberland. ”… som bankrådgiveren i Morsø Sparekasse sagde, da jeg spurgte, om de var glade for broen, at det var de, men den vendte kun den ene vej, han mente, at den vendte væk fra øen, at al rigdom og dermed også udviklingsmuligheder og lykken blev kørt væk.” (s.81) Foruden de mange som har brugt broen, som springbræt i døden.

Og om Murens fald: ”… er det først senere, efter festen, at ossierne skal opleve den ydmygelse, at der ikke er noget af det, de har og kan, der duer” (s.230)
Fortælleren besinder sig på overgangen, som grundvilkår, til dels i kraft af sit skrivetalent og netop på grund af det, er forpligtet til at fortælle om sin rurale oprindelse og eksistensvilkårene i taberland. Han gør det blændende godt og sætter taberne ind i den forståelsesramme, der gør dem til værdige mennesker.

Men på trods af ulykkerne, er livet værd at leve og måske er kvinderne bærerne af fremtiden: ”Min mor hjælper Zeet med at smøge ærmerne op, hun knapper for hende, retter på kraven, og de skrider ud ad døren, jeg tænker: som slyngveninder, man ser for sig, hvordan de vil liste sig om bag læskuret eller ned på pigelokummet for at dele en cigaret, fnisende som et par syvendeklasses tøser, som er forelskede, men ikke forelsket i nogen bestemt, bare forelskede, i livet, men uden et øjeblik at tænke over, hvad livet er.”