Anmeldelse
En lykkelig slutning af Maren Uthaug
- Log ind for at skrive kommentarer
Nekrofili, medlidenhedsdrab, overtro og gengangere er blot nogle af emnerne i Maren Uthaugs fabulerende slægtsroman. Det bliver aldrig det samme at gå til begravelse igen.
Begravelsesritualer og vores omgang med døden henover to århundreder udfolder sig gennem syv generationer af bedemandsslægten Christiansen i Maren Uthaugs nye hæsblæsende slægtsroman. Det skorter ikke på morbide oplysninger og mærkelige begravelsesritualer, ligesom menneskets mørke skyggesider vises frem med læseren som eneste øjenvidne. Alt sammen fortalt i Maren Uthaugs vanlige stil med en god portion grotesk humor og et glimt i øjet.
Nutidens fortæller Nicolas er bedemand med en noget speciel tilbøjelighed:
”Første gang, kold hud fik det til at sitre i mig, var i 1986. Jeg var fyldt fjorten år to uger inden og havde aldrig tænkt i de baner før. Jeg forstod hurtigt, at det var en ensom brist at have”.
Nicolas er med andre ord nekrofil, og gennem ham fortælles historien om slægtens bedemænd gennem syv generationer. Alle har de haft deres skyggesider, nogle mere morbide og bizarre end andre.
Slægtens første Christian hjælper spædbørn på vej i døden på øen Tikopia. Hans søn Christian 2 tager konsekvensen af befolkningstilvæksten på øen for at skåne sin lillesøsters liv og flyder til havs. Han ender ad omveje i et beskidt og sygdomsbefængt København, hvor han øjner en forretning i at hjælpe de overtroiske pårørende med at sikre, at de døde ikke går igen ved hjælp af både gamle og selvopfundne ritualer og bønner. Det første skridt til bedemandsimperiet Christian Christiansen er taget. "Slægt skal følge slægters gang" er indgraveret over familiens mausoleum og det gør sig gældende såvel i livet som i døden.
Christian 3 har en forkærlighed for at lege med ild og indfører kremering som begravelsestradition. Christian 4 tror på det overnaturlige, kan se de døde og indlader sig mildest talt i et makabert forhold. Christian 5 har en mani med tal, orden og systemer, sikkert en form for OCD. Hans datter Lone Helle også kaldet Nana, som viser sig at være lesbisk, bliver ved et uheld gravid og får sønnen Nicolas. Hun bliver også den første kvindelige bedemand i slægten. Så er vi tilbage ved nutiden med det syvende led i slægten, Nicolas, der som alenefar kæmper med at styre og forstå sine børns mørke sider godt hjulpet på vej af beroligende medikamenter. Foruden de mange Christian'er er der selvfølgelig også en hel del kvinder og børn i slægten.
Sideløbende med slægtshistorien tages læseren med på en kulturhistorisk vandring i begravelsestraditioner og menneskers forhold til døden henover de seneste 200 år. I 1800-tallet smides mange døde ganske enkelt i et hul. I mere moderne tider kommer folk i kister med kranse og iføres begravelsesklæder. Siden følger nutidens mere personlige begravelsesritualer og kremering. Romanen er således spækket med spændende historiske detaljer om begravelsesritualer, som dengang man bandt de dødes tæer sammen, så de ikke kunne gå igen eller strøede hørfrø på graven, så den døde var nødsaget til at tælle kornene, før vedkommende ville kunne gå igen. Senere ønskede de pårørende at få halspulsåren skåret over på den døde, så man var sikker på, de ikke blev levende begravet.
’En lykkelig slutning' krydsklipper mellem nutid og fortid, hvor hvert nyt slægtled har sit eget kapitel. Der er rigtig mange personer, som hedder Christian og Liliane, og til at holde styr på personerne er der en illustration af familiestamtræet, som løbende udbygges med en ny gren. Alle har de deres mindre heldige personlighedstræk eller bizarre tilbøjeligheder. Med så stort et persongalleri bliver det nødvendigvis flygtige bekendtskaber.
Romanen fortælles i Maren Uthaugs vanlige nøgterne og usentimentale stil, ligesom hendes fantastisk medrivende romaner Og sådan blev det og Hvor der er fugle. Denne roman afskiller sig dog fra de tidligere ved at være tilsat et ordentligt skud morbid og grotesk humor. Mangt og meget er potentielt muligt i virkeligheden, men jeg kan anbefale at læse den med et glimt i øjet. Nogle oplysninger og scener er svære at ryste af sig igen, og det vil aldrig blive det samme at gå til begravelse igen.
Indstil dig på en hæsblæsende og fabulerende slægtsroman sprængfyldt af morbiditet og grotesk humor, som samtidig gør dig klogere på begravelsestraditionernes kulturhistoriske udvikling.
Deltag i debatten