Anmeldelse
Mærkedage af Jens Smærup Sørensen
- Log ind for at skrive kommentarer
En konfirmation, et sølvbryllup og en 60-års fødselsdag i landsbyen Staun i Nordjylland – over 70 år og tre store fester følger vi i denne indlevede hjemstavnsroman bondekulturens opløsning i den moderne verden.
De seneste dage har jeg fået en ny familie: Søren, Emma, Axel og alle de andre har levet i mig i en sådan grad, at jeg har drømt om dem om natten. Som forfatteren selv kommer de fra landsbyen Staun ved Limfjorden, og 4-5 generationer fra to overlappende gårdmandsslægter befolker bogen.
Fortællingen springer frem og tilbage i tiden, men konstruktionen er suverænt bygget op omkring tre store fester, i 1934, 1967 og 2003. Her samles bogens personer, man møder dem i forskellige aldre og får indtryk af tidens forandringer. Samtidig er det naturligt at tænke tilbage og mindes, således at selve tiden bliver hovedperson i denne mosaik af menneskeskæbner.
Den milde og respekterede patriark oplever til sin sorg, at sønnen ikke vil overtage gården. Børnebørnene bliver forretningsfolk eller akademikere, landbosamfundet affolkes, og de få tilbageværende gårde får volumensyge og bliver til industrier. Mange rejser ud i verden, og globaliseringen rækker i glimt helt ind til Staun.
I løbet af dette spand af år er det gamle bondesamfunds normer gået helt i opløsning. F.eks. var absolut nøjsomhed tidligere af afgørende betydning, mens forbrug er hele grundlaget for det moderne samfund. Desuden betyder flere valgmuligheder for de nye generationer, at der sker et skred i den enkeltes eksistentielle projekt fra at forlige sig med sin plads her i verden og til at finde sin plads.
Fortællingen består hovedsageligt af lange indre monologer, hvor den alvidende fortæller ubesværet bevæger sig fra den ene person til den anden. Også de ellers tavse – og dem er der en del af på de kanter – gives mæle på denne måde. Personerne beskrives ikke, men skrives frem. Der forekommer underfundig humor i bogen, når den viser afstanden mellem tankerne og så det, der til sidst kommer ud som replikker. Ubarmhjertigt afsløres alle former for selvfedme, som det hedder på nudansk – eller enhver skidtvigtig narrøv, som vi ville sige det på godt gammeldags jysk.
Her gives en overbevisende mentalhistorisk skildring af vores nærmeste fortid. De fleste af os skal ikke mere end et par generationer tilbage, før vi rammer bønder – og derfor er det også vores familie, der levendegøres.
- Log ind for at skrive kommentarer
En konfirmation, et sølvbryllup og en 60-års fødselsdag i landsbyen Staun i Nordjylland – over 70 år og tre store fester følger vi i denne indlevede hjemstavnsroman bondekulturens opløsning i den moderne verden.
De seneste dage har jeg fået en ny familie: Søren, Emma, Axel og alle de andre har levet i mig i en sådan grad, at jeg har drømt om dem om natten. Som forfatteren selv kommer de fra landsbyen Staun ved Limfjorden, og 4-5 generationer fra to overlappende gårdmandsslægter befolker bogen.
Fortællingen springer frem og tilbage i tiden, men konstruktionen er suverænt bygget op omkring tre store fester, i 1934, 1967 og 2003. Her samles bogens personer, man møder dem i forskellige aldre og får indtryk af tidens forandringer. Samtidig er det naturligt at tænke tilbage og mindes, således at selve tiden bliver hovedperson i denne mosaik af menneskeskæbner.
Den milde og respekterede patriark oplever til sin sorg, at sønnen ikke vil overtage gården. Børnebørnene bliver forretningsfolk eller akademikere, landbosamfundet affolkes, og de få tilbageværende gårde får volumensyge og bliver til industrier. Mange rejser ud i verden, og globaliseringen rækker i glimt helt ind til Staun.
I løbet af dette spand af år er det gamle bondesamfunds normer gået helt i opløsning. F.eks. var absolut nøjsomhed tidligere af afgørende betydning, mens forbrug er hele grundlaget for det moderne samfund. Desuden betyder flere valgmuligheder for de nye generationer, at der sker et skred i den enkeltes eksistentielle projekt fra at forlige sig med sin plads her i verden og til at finde sin plads.
Fortællingen består hovedsageligt af lange indre monologer, hvor den alvidende fortæller ubesværet bevæger sig fra den ene person til den anden. Også de ellers tavse – og dem er der en del af på de kanter – gives mæle på denne måde. Personerne beskrives ikke, men skrives frem. Der forekommer underfundig humor i bogen, når den viser afstanden mellem tankerne og så det, der til sidst kommer ud som replikker. Ubarmhjertigt afsløres alle former for selvfedme, som det hedder på nudansk – eller enhver skidtvigtig narrøv, som vi ville sige det på godt gammeldags jysk.
Her gives en overbevisende mentalhistorisk skildring af vores nærmeste fortid. De fleste af os skal ikke mere end et par generationer tilbage, før vi rammer bønder – og derfor er det også vores familie, der levendegøres.
Kommentarer