Bog

Annas sang

Af (
2022
)

Anmeldelse

Annas sang

07 jul.22

I et forrygende fortælle-flow udruller Koppel den sympatiske livshistorie om Hannah, der må lægge både kærligheden og en passioneret pianistdrøm på hylden.

Benjamin Koppel konstruerer en vigtig fortælling om en kvindes liv i et århundrede, hvor der er nok at kæmpe for, og tematiserer det vanskelige forhold mellem tradition og udvikling. Han gør op med det vilkår, at en kvinde må tilsidesætte sit talent og frasige sig det kæreste hun ejer, som her både er kærligheden og musikken.

Hannah er yngste medlem i familien Koppelman. Forældrene Yitzhak og Bruche er emigrerede jøder, der er bosat i København. Hjemmet styres med fast hånd af den højtråbende og dramatiske mor-Bruche, som holder sammen på det hun kan og udfolder sig i et skrigende crescendo, når noget går hende imod, hvilket en del gør. Der holdes højtråbende, mad- og musikfyldte familiefester, hvor de mangfoldige karakterer i den jødiske familie bidrager med alt fra prædikener og operasang til vilde latteranfald.

Særligt morens forsøg på at få brødrene gift ind i velrenommerede jødiske familier rummer vanvittige skrøneagtige scener. Ægteskabsmægleren Mendel Fusgeyer fremviser mere eller mindre heldige eksemplarer af piger, som brødrene er komplet uinteresserede i. Brødrene klarer frisag og gifter sig med fynske piger med æblekinder.

I 1930´erne vokser Hannah til. Hendes talent ved klaveret udvikles, mens brødrene allerede er i gang med deres studier på konservatoriet. Hannah går til optagelsesprøve og kommer ind. Drømmen er tændt, og Hannah mærker passionen brænde. Samtidig forelsker hun sig i den unge idealist og kommunist, Aksel, som hun deler sine drømme med.

En verdenskrig vender op og ned på et helt årti for den jødiske familie. Derefter må Hannah følge traditionen og blive gift med en ventende jødisk familie og en kold patriark, François, i Paris.

Romanen er krydret med et væld af anekdoter fra den jødiske familiehistorie, der kommer til at udgøre en særlig fortællestil. Komikken danner en absurd og sort humor i sammenstødet med de mørke livsvilkår, flugt og undertrykkelse. Den sproglige lethed kan i starten virke næsten provokerende, men læseren vil opdage, at den er en del af fortællingens stil og drive. Med et imponerende flow skriver Koppel sig ind i en fortælletradition, hvor de mange farverige episoder, sjove som skræmmende, lyser levende op på læserens indre nethinde netop i sine kontraster.

Forfatteren deler den talentfulde og farverig slægtshistorie med Hannah (Anna) som nevø til den tante Anna, der har inspireret ham. Romanen er derved også et blik ind i en legendarisk Koppel-slægt, der har bidraget til det danske kulturliv med en hel ekstraordinær hob af store musikere. Forfatteren er bare én ud af mange, der er rundet af den musikalske familie.

Benjamin Koppel er en markant musiker og inspirerer på både den danske og den internationale musikscene. Nu inspirerer han også med en gribende roman, der kommer til at blive læst af mange. Romanen er en både vild og medrivende indføring i en slægt, der ved at emigrere flytter en enorm ressourcebank af kunstneriske aner med sig til et lille land mod nord.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
62591943
ISBN
9788702324648
Antal sider
505

Tema

Tema

Exofiktion

Den nye litterære tendens exofiktion vinder frem - også i danske samtidsromaner. Men hvad dækker dette lidt fjernt klingende begreb egentlig over?
Læs mere

Overblik

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer