Ligge i grønne enge

Bevægende og vemodigt gensyn og afsked med alle vore norske venner Torunn, Margido og Erlend i 3. del af 'Berlinerpoplerne'

"Han (Margido) havde troet han var ved at få sig en slags familie. Det var ikke kun Erlend, der havde troet det. At de bitre rødder under Neshov gård var i færd med at blive vækket til live, men på helt nye præmisser".

En overgang ser det ud til, at de skal lykkes for de meget 3 meget forskellige brødre, Tor, Margido og Erlend af få et form for normalt familieliv sammen med Tors datter Torunn, men sådan skal det ikke gå.

Det, som blev antydet i slutningen af Eremitkrebsene, er sket. Tor har taget livet af sig, og Torunn står tilbage med et kæmpe ansvar. Hun føler, at hun er skyld i faderens selvmord, og hun bliver mere og mere deprimeret. Hun forsøger at drive gården sammen med Kai Roger, og Margido hjælper også, hvor han kan. I København glæder Erlend og Krumme sig til at de skal være fædre, og de har store planer om at sætte Neshov i stand for at bruge gården som feriested.

Endnu en gang mødes hele familien på Neshov, og også denne tredje gang udvikler det sig til en katastrofe, hvor der bliver grædt mange tårer.

Jeg vil ikke her røbe, hvordan det går, bare antyde, at der ikke er nogen nemme løsninger og ingen happy-ending. Et lyspunkt er der dog, farfaren Tormod får endelig en plads på plejehjemmet, hvor han trives og føler sig tryg.

Det er nærliggende at stille spørgsmålet om 3. del om slægten på Nehsov holder? Får Anne B. Ragde afsluttet sagaen om den norske bondeslægt på en god og overbevisende måde? Det synes jeg egentlig, selv om 3. del ikke lever helt op til de 2 første efter min mening. Styrken ved hendes serie er stadig de fantastiske beskrivelser af et miljø, som er ved at forsvinde, og hendes stærke psykologiske portrætter af en familie, hvor meget har været skjult og undertrykt. Hendes sprog – og dermed også den danske oversættelse – er en fornøjelse at læse og hendes vid er skarpt.