Vi kunne alt

Det er bevægende og rystende at læse om Merles udsatte opvækst i 70’erne. Hendes næsten ubærlige oplevelser vækker skyld og skam, men det lyriske sprog løfter romanen.

Merles opvækst i begyndelsen af 70’erne i et villakvarter i Værløse er næsten lige så barsk og ubærlig som Maries i 30’erne på Langeland i Folkets skønhed. ’Vi kunne alt’ er en selvstændig fortsættelse, men romanen udspiller sig hos familien Hansen, der er familien Pryds’ naboer. Igennem Merles oplevelser i den tidlige ungdom får vi et smerteligt indblik i at vokse op i en dysfunktionel familie, der også er en del af en negativ social arv, i en tid hvor der ellers var muligheder for alle. De voksnes magtesløshed udmønter sig i grænseoverskridende adfærd og ydmygende scener. En sikker sproglig stil og lyriske beskrivelser af Merles reaktioner på kaosset i omgivelserne gør romanen til en hjerteskærende læseoplevelse.

Familien Hansen består af faren, der er blikkenslager, moren, Ane, der er grønlænder og lider af en sygdom, der lænker hende til en rullestol. Storesøsteren Klara isolerer sig og træner mange timer hver dag. Merle elsker sin mor og frygter sin voldelige, alkoholiske far. Der er en grov tone i hjemmet både fra forældrenes og bedsteforældrenes side som en forbitrelse over at sidde fast og en jalousi over næste generations muligheder. Hun finder trøst i at læse De 5-bøgerne.

Matematiklæreren vækker Merles interesse for matematik, da hun fortæller, at matematik er et sprog, man kan fange verden med. Primtallene bliver brugt som en bøn, der giver hende ro. I skolen er der ligeledes grov mobning. Venner bliver til fjender, og Merle bliver et taknemmeligt offer, indtil hun selv lærer at bide fra sig. Men inden da er der ubehagelige oplevelser og svigt bl.a. fra kæresten Jet og nabopigen Merete.

Merles oplevelser giver mørke i sindet og ensomhed. Reaktionerne på de ydmygende oplevelser vækker både skyld og skam. Når det er allerværst, går blikket ud i verdensrummet, og hun ser lyset gennem blodblommerne, sneen der klamrer sig til vinduet og hun og moren som to solsorte i hver sin gren i et aftengråt træ. I det hele taget spiller solsorte, der også er på tapetet i køkkenet, en særlig rolle.

Det er en ualmindelig barsk beskrivelse af forstadslivet i 70’erne, hvor familien her går under radaren i det sociale system, og naboerne kun ser til. Forældrene kaldes ved deres navne og frisindet fra de voksnes side er intimiderende. Merete Pryds Helle fanger fint de tidstypiske træk i interiører med hessiantapet og velourgardiner, i påklædningen med kassebukser og hønsestrik, og i maden med arme riddere og dåsemad. Den nye rock- og popmusik høres af alle.

Forfatterens brug af talemåder som fx: ”Hvor der er hjerterum, er der husrum” udstiller de upålidelige voksne. Da bedstefaren, Harry, spørger hende : ”Er alt som det skal være?”… svarer Merle: ” Var alt som det skulle være? Hvordan var det meningen, at det skulle være?” Især er jeg betaget af de mange lyriske islæt, der beskriver naturen året rundt, og som bliver en trøst for Merle i det glædesløse hjem og udtrykker hendes udsathed i alle relationer

Merete Pryds Helle er en alsidig forfatter, der har begået sig succesfyldt i mange genrer. Hun fik sit store gennembrud i 2016 med ’Folkets skønhed’, som vandt De Gyldne Laurbær og Politikens Litteraturpris.