Det er de danske som flygter

Yderst velskrevet, velresearchet og eftertænksom slægtsroman om familien Brinch og hele Danmarks historie i første halvdel af 1900-tallet er både læseværdig og lærerig læsning.

Dette første bind af en planlagt romantrilogi af forfatterparret Lise Ringhof og Erik Valeur lover godt. Rigtig godt endda. Med Erling Brinch, sømandssøn fra Fanø, som fast omdrejningspunkt spænder 'Det er de danske som flygter' over årene 1900-1950, hvor ikke blot familien Brinchs tildragelser, men også Danmarks historie rulles op og ud i et velskrevet, eftertænksomt og velformuleret sprog. Det er både læseværdig og lærerig læsning.

Erling er født i 1891 i Sønderho på Fanø som søn af den dygtige sømand Søren og den gæve kone Katrine (som faktisk i parentes bemærket har ikke så lidt tilfælles med sin navnesøster fra 'Matador'.) Da Erling er syv år, indtræffer en tragedie så stor, at den aldrig kommer til at slippe sit tag i ham, uanset hvor meget han prøver at flygte fra dén – og fra alt muligt andet. Som titlen, der er hentet fra Herman Bangs roman Tine, antyder, er flugt et gennemgående tema, og det gælder både den følelsesmæssige såvel som den fysiske flugt.

Selvom familien Brinch i generationer har fostret sømænd, er det ikke Erlings ønske at leve (og dø, sandsynligvis) på havet. Han stikker dog til søs i en periode efter studentereksamen, og i den forbindelse møder han manden Sivert, der kommer til at få afgørende betydning for hans videre virke. Da Erling flytter til København, er det da også Sivert, der sørger for logi til sin unge ven ovenpå værtshuset Flynderen, hvor der flittigt bliver diskuteret politik og verdens gang. Og der er så sandelig også noget at tale om og diskutere her i første halvdel af 1900-tallet: Ikke færre end to verdenskrige, kvindernes stemmeret og racehygiejne er blot nogle af de tunge temaer, der er på tapetet.

Senere i voksenlivet rykker Erling til Vejle, hvor han gifter sig ind i en rig familie og slår sig ned som vellidt læge. Men Erling finder aldrig rigtig ro. Han er en plaget sjæl, som samtidig er stejl, når det kommer til at tilgive. Både barndomsvennen Hubert, den store kærlighed Kate og en nyere ven, boghandleren Jens, lægger han afstand til, når der opstår besværligheder, men han lider under sine egne valg.

Min eneste anke er, at en del af bogens kvinder bliver ufrivilligt gravide – og her vil jeg skynde mig at sige, at vi naturligvis også har at gøre med en tid, hvor prævention og den slags hensyn ikke var, som de er i dag. Det er dermed hverken usandsynligt eller urimeligt, at det vrimler med uønskede graviditeter, men for mig blev det altså et forstyrrende element i læsningen, at jeg næsten med sikkerhed kunne forudsige, at hvis x har seksuelt samkvem (enten med eller mod sin vilje) med y, resulterer det i et svangerskab, som nærmest er lidt for belejligt for fortællingen. Når sådanne begivenheder bliver for forcerede, kan man godt ærgre sig lidt, men det er bestemt ikke noget, der skal afholde nogen fra at læse romanen, som jeg spår vil appellere til et bredt publikum af begge køn.