Fata Morgana

"Vi mener ikke ret meget ud fra en overbevisning længere. Vores meninger er reduceret til et sæt værktøj som vi kan opnå social anseelse med." - Fata Morgana, s. 87

Ved første øjekast virker romanen 'Fata Morgana' af den norske forfatter Roy Jacobsen som en desillusioneret og lidt banal bekendelse af en jeg-fortæller, der skriver en roman om at skrive den roman, læseren er ved at læse. Bekendelser der blotter alle fortællerens og hans families hemmeligheder og løgne. Men hvad der først ser ud til at være banalt og henkastet, viser sig snart at have en anden bund end først antaget, og romanen udfolder sig som en besnærende kritik af forfatterens tidligere tiltro til en absolut idealisme.

Romanen er dog ikke bare en bekendelse af fejltrin og en blotlæggelse af kærlighedslivets problemer, men stiller samtidig spørgsmålstegn ved selve bekendelsesformen. For fører bekendelsen til noget bedre, sådan som det normalt bliver antaget?

Kan en renset sjæl leve et bedre og friere liv, når det har gjort sig fri af kvindeundertrykkelse, troen på det kapitalistiske samfund osv.? Her rører romanen ved idéer fra 68’-generationen, hvor bekendelsen gennem kritik og oplysning kan føre til et bedre liv. Og det bevæger sig også ind på kristne tankeformer, hvor bekendelsen kan føre til erkendelse og frelse.

Det er som om hele verden, i fortællingen, optræder som det fatamorgana, bogen har titel efter. Et luftsyn, som forsvinder, idet man nærmer sig. I det lys bliver bekendelsen prøvende og søgende, og den bliver konstant undergravet, når virkeligheden viser sig at være en anden end fortælleren troede eller beskrev for os.

Efter bekendelserne
Forfatteren John og familien har lejet et hus i Drøbak, et ferieområde for velhavende i Sydnorge, hvor John skal færdiggøre den roman, han har været i gang med i fire år. Håbet er, at freden i ferieområdet kan give ham den fornødne ro til at færdiggøre romanen med samme succes, som hans forrige bøger modtog. De har alle rummet en kritisk og provokerende skildring af det norske samfund og har forlenet ham med en position som karsk samfundskritiker i den norske offentlighed.

Vel ankommet til Drøbak, får John gang i sin roman samtidig med, han beskriver livet omkring sig i lettere ironiske vendinger, hvilket får de fleste til at tage sig tåbelige ud. Selv da hans kone er ham utro med en ung mand, hun møder på ferien, bliver det en anledning til at ironisere over kærlighedens og følelsernes idioti. Nok er John nervøs for, at hun vil forlade ham, og han tvinger hende til at indrømme, at hun har været ham utro mange gang før i løbet af deres forhold, men det får ingen konsekvenser for deres forhold efter deres første skænderi.

For læseren bliver det en lettere forvirrende oplevelse efterhånden som vedkommende kommer frem i bogen, for der er noget, der ikke stemmer. Bekendelserne i romanen virker ikke helt oprigtige, og læseren kommer i tvivl om deres oprigtighed og betydning. Er det fortælleren, der lyver for sig selv, for os eller fordi det passer bedre indenfor rammen af den bog, fortælleren er ved at skrive. Eller har fortælleren mistet tiltroen til sit eget projekt?

For anklagerne retter sig imod den ideologi, der ligger bag kritikken af det småborgerlige familieliv. Imod de venstreorienterede værdier fra 68’erne, der har fået familien til at bosætte sig i Nordnorge, hvor de gennem undervisning skal oplyse den uoplyste befolkning.

Mordundersøgelsen
Den samme konsekvensløshed har undersøgelsen af et mord, der er foregået i det hus, de har lejet. Både John og hans kone påbegynder en undersøgelse af mordet, men da de har fået stillet den værste nysgerrighed, bliver mordet blot en indgangsreplik, når de møder nye mennesker. Et emne man kan tage op, reflektere lidt over i fællesskab, og så lade det falde igen, når man har fundet noget mere alvorligt eller morsommere at tale om.

Alt falder bort, når læsere nærmer sig det. Historierne, konflikterne og beskrivelserne er luftsyn, der forsvinder, lige som læseren tror, at konflikten er ved at spidse til, eller man er nået ind til en kerne. Det er som om, selve det at skrive er under anklage. Troen på, at skrivekunsten kan oplyse og forbedre, at en kritisk bog kan være med til at forandre noget som helst. Især i lyset af 68’ernes tro på ideologi og frihed, og troen på et ’socialdemokratisk Disneyland’, som det bliver beskrevet i romanen. Bekendelserne, mordundersøgelsen og udøvelsen af forfattergerningen får et skær af ligegyldighed og afmagt.

"Man beskæftiger sig med noget, et erhverv, man tror det er et nyttigt og seriøst projekt, man er engageret, man har investeret både sin barnetro, sin tid og sine kræfter, sin blåøjethed såvel som sin selvforsvarende og kalkulerende ironi; ja, man har investeret alt hvad man har i at skabe noget nyt og nyttigt, og så er man, som ved et trylleslag, forvandlet til en idiot! En idiot i idiotiens tjeneste! Ja, sådan er det." (Fata Morgana, s. 150)

Forholdets bedrøvelighed
Det mest bedrøvelige af alt i romanen er parforholdet. Det mest vellykkede er dog Johns eget, som overlever på trods af begges utroskab. Uagtet dette fremstår begge forældre tilsyneladende som gode forældre for deres børn. Men alle forhold er martret af utroskab, jalousi og løgne, der er med til at fordreje og forbitre dem. Ingen er lykkelige i deres forhold, hvor vanen er tæt på at være den stærkeste fastholdelseskraft, mens kærligheden er noget tilfældigt og midlertidigt.

Selv da Johns egne børn bliver sommerforelskede, bliver det ironisk nok beskrevet som naturens leg med gentagelser, da det minder John om hans egne forelskelser. Alle mennesker er indfattet i samme ramme og udspiller de samme mønstre.

"Fra da begyndte jeg at betragte menneskene på en anden måde: jeg genkendte dem. Overalt så jeg bevægelser og overalt hørte jeg sætninger, som jeg havde set eller hørt før." ('Fata Morgana', s. 65)

Livet bygger på gentagelser, men ikke som onde gentagelser, der berøver alt dets værdighed. Snarere som gentagelser, der på trods stadig rummer en glæde, men som også rummer et vemod over erindringen.

Den umulige position
Der er en erkendelse af, at ingen er undtaget fra denne gentagelse, fra kødets lyst og jalousiens greb. Men det er også en indsigt i, at tiden har bevæget sig, at idealerne fra 68’, som ægteparret har forsøgt at leve efter, og i hvis ånd forfatteren har forsøgt at skrive sine bøger, ikke længere slår til. Forholdet mellem John og hans kone har forandret sig. De har fået børn, John har fået en karriere, de er blevet ældre, samtidig med at verden omkring dem har forandret sig. Hvad der så ud til at være sandhed, var måske bare en luftspejling. Der er ikke noget, der direkte kan erstatte det.

I bogens slutning er et barn blevet væk ved stranden. Barnets far har opdaget det, og begynder tavst at lede efter det. Han råber ikke op, da han ikke vil forstyrre, men alligevel opdager de omkringværende hans søgen og begynder på samme tavse måde at lede efter barnet sammen med ham.

Måske er det heri, vi skal søge romanens skæve bekendelse. I den tavse søgen efter noget andet, en søgen der ikke råber op, men på sin tyste måde alligevel forsøger at finde en ny vej. Og som på sin færd beskriver samtidens mangel på værdier og visioner.

For det eneste, der udspiller sig i stedet, er de forskellige konstellationer parrene imellem, hvor visioner er erstattet af utroskab og jalousi. I dette rum forsøger romanen at begynde en eftersøgning af noget andet, i en verden hvor de tidligere værdier har udspillet deres roller.

Af Henrik Torjusen, Cand. Mag.