Præsten

Liv kæmper med at udfylde autoriteten og troværdigheden som præst. Og hvad med hendes eget liv og tro? En alvorlig og flot roman om de store eksistentielle spørgsmål i livet.

Hvad var det jeg ønskede mig, som var for meget?"
"Hvorfor var der ikke noget, som holdt fast i mig?"

Liv er 34 år og hjælpepræst i en lille by i Nordnorge. Hun er rejst fra Tyskland herop efter veninden Kristianes selvmord.

I det hele taget er Liv omgivet af selvmord: først veninden Kristiane, så tager en ung pige, som er et af Livs sognebørn, sit eget liv, og til sidst forsøger en anden ung pige, som er tæt på hende, at begå selvmord.

I præsteboligen er der to lejligheder, og i den lejlighed, som Liv ikke bruger, bor kirketjeneren Nanna med sine to døtre: Maja på 19 og Lillen, den mindste. De udgør nærmest Livs familie, og hun holder af dem alle tre. Det rammer Liv hårdt, at Maja forsøger selvmord.

Samtidig tumler Liv med en masse spørgsmål i sit liv og sin tro og ser ikke nogen svar.

Som teologisk stipendiat har Liv arbejdet med sameoprøret i 1852. Det foregik der, hvor hun nu er præst.

Hun møder en ung mand, som hun gerne vil lære nærmere at kende, men hun formår ikke at lade forholdet udvikle sig.

Hun tager til præstekonvent, hvor hun er eneste kvinde. En af de andre præster taler meget selvfølgeligt om 'Nådens velsignelse', og hos kolleger møder hun naturligvis holdningen, at kvinder ikke burde være præster.

Alt sammen forhold, der påvirker hende, men som hun alligevel nærmest bare registrerer i sit afventende forsøg på at finde mening med det hele.

Sproget i romanen er nærmest minimalistisk, og den er fuld af korte sætninger. Naturen og vejrliget spiller en stor rolle, og handlingen bevæger sig ubesværet ud og ind ad flere tidsplaner. Forfatteren er eminent til at beskrive Livs næsten søvngængeragtige måde at stille følelserne på standby.

Jeg tror, læsere af Kerstin Ekman og Herbjørg Wassmos fortællinger også vil nyde Hanne Ørstaviks intense roman.