Den eneste historie

Paul er 19 og Susan 48, da de en sommer i 60´erne forelsker sig. Og kærligheden overvinder alt – næsten. En hjerteskærende historie af altid velskrivende og begavede Barnes.

En sommer i 1960´erne er 19-årige Paul hjemme på ferie fra sit studie. Hans mor foreslår ham at fordrive tiden med at spille tennis i den lokale klub, og halvhjertet går Paul ind på at give sporten en chance. Dén beslutning ender med at blive at blive både en velsignelse og en forbandelse for ham. På tennisbanen møder han nemlig den 48-årige husmor Susan, som han forelsker sig i. Og hvad mere er: Hun forelsker sig også i ham. Sådan en historie kombineret med altid velskrivende Barnes´ britiske betragtninger kan kun blive begavet læsning – og det er det også.

Jeg er altid super-spændt, når jeg åbner en bog af Barnes. Han er en af de mest eftertænksomme forfattere, jeg kender. Og også denne gang måtte jeg med det samme lade mig imponere over det anslag, han indleder sin roman ’Den eneste historie’ med:

”Hvad vil du helst – elske mere og lide mere eller elske mindre og lide mindre? Det er, når alt kommer til alt, livets væsentligste spørgsmål.”

Og så kan man sidde og tænke lidt over det.

’Den eneste historie’ er en kærlighedshistorie. Ikke kun i dette specifikke tilfælde, men åbenbart altid. I hvert fald hvis vi vælger at tro fortælleren Paul, der nu som en midaldrende herre har valgt at nedfælde sin egen eneste historie – sin kærlighedshistorie om sig selv og den noget ældre kvinde Susan Macleod. Det er hende, der i første omgang gør ham opmærksom på, at alle mennesker har en kærlighedshistorie, og uanset om den har været en succes eller en fiasko, er dén den eneste historie.

Paul og Susan indleder et forhold, som udefra betragtes med lige dele fascination (fra Pauls jævnaldrende venner) og decideret afsky (alle andre). Og selvom de to umiddelbart forekommer som et umage par, kan Barnes med sin fine menneskelige indsigt og sin præcise pen redegøre for det fuldkommen naturlige og helt rigtige i dette kærlighedsforhold. Der er ingen vej udenom, når man først er forelsket.

Susan er gift med en mand, med hvem hun intet seksuelt har delt i årtier, og som tilmed har både alkoholiske samt voldelige tendenser, og efter et par år flytter hun fra ham og sammen med unge Paul. Nu skulle de to elskende så til at have det så godt, men stødt og roligt ødelægges de begge af Susans eskalerende alkoholmisbrug. Og dét kan måske undre, når hun nu netop er rejst fra en alkoholiseret mand… Eller også giver det netop mening.

Det er ikke første gang i sit forfatterskab, Barnes lader sig optage af erindringen og dens vanskelige karakter. Hvad er det, vi husker? Hvorfor lige den-og-den detalje? Og hvor pålidelig er erindringen i det hele taget? Det er ganske interessant – ikke kun for romanfigurerne, men også for læseren. Barnes´ værker har både psykologisk og filosofisk tæft, og man bliver ikke kun underholdt, men også beriget, af hans historier. Om det så er den eneste eller ej.