Søster

Søster er en roman, der kryber ind under huden på læseren og bliver liggende der som skrøbelig pergament, længe efter sidste linje er læst.

Elfrieda er syg. Ikke syg som i dødeligt syg af kræft, ulykkelig over at skulle forlade denne verden, tværtimod. Elfrieda er syg, fordi vi som mennesker ikke vil acceptere, at man kan have så lidt lyst til at leve, at man hellere vil være fri. Så kalder vi det psykisk sygdom. Elfriedas søster Yolanda gør hvad hun kan for at holde på Elfrieda, for Elfrieda har alt: Hun har en strålende karriere som koncertpianist, en sød og hengiven mand, en familie, der elsker hende, hun er både klog og smuk… hun har bare ikke lyst til at leve.

Canadiske Miriam Toews har skrevet en roman om sorg og afmagt. Det kunne let blive melodramatisk og kamme over, især når baggrunden for romanen rent faktisk er hendes egen søsters selvmord, men det sker ikke. Tonen i romanen er så fin og afbalanceret, der er stilfærdig humor, begavede dialoger og en underliggende smerte, som lige præcis fylder så meget, som historien kan bære. For livet går videre, selvom det langt hen ad vejen centreres om Elfrieda, som ligger på det psykiatriske hospital og tigger og beder Yolanda om at hjælpe hende med at dø. Familien tilhører den kristne minoritetsgruppe mennonitter, men det virker nærmere som et lille kuriosum, der binder generationerne sammen, end et sæt religiøse leveregler. Der drikkes vin og ryges pot, og Yolandas purunge teenagedatter går i seng med sin svenske balletdanser-kæreste, selvom Yolanda er imod det. Men sådan er det. Livet er kaotisk, og hverdagens små problemer sættes i perspektiv og virker næsten latterlige, når døden trækker i en af dem, man elsker allermest.

’Søster’ er fyldt med den slags filmiske scener, hvor gamle venner mødes, ryger cigaretter i smug, drikker en øl i solnedgangen og taler om livet. Den slags, der godt kan blive klichéfyldt og damebladsagtigt, men det gør det aldrig i romanen.  Jeg fik lyst til at være der. Til at smide en bemærkning ind, være med i samtalen. For Toews skriver sådan; hun har sin læser med hele vejen, og hendes samtaler flyder så flot og ukompliceret.

Romanen fik mig til at tænke på Lone Scherfigs film ’Wilbur begår selvmord’, hvor den opofrende Harbour konstant frygter for sin suicidale bror Wilburs liv. Er selvmord en egoistisk handling – eller er det egoistisk ikke at ville hjælpe sin nærmeste til at dø, hvis det er vedkommendes allerstørste ønske her i livet? Det er det dilemma, Miriam Toews har skrevet en smuk og bevægende roman om.