Avatar

Den unge digter skriver sig selv ind i en række portrætter, der søger lys i mørket med selvmordet som adgangsbillet. Gravalvorlig poesi skrevet på indignation. 

”Nogen gange må vi stoppe/ med at græde ned i vores smoothies”. Sådan står der blandt andet i 'Avatar', og det lyder nærmest som en kommentar til jeg’et i debuten 7/11. Dog er det ikke, fordi Caspar Eric i Avatar har forladt sig selv. Kritikken har været til stede fra begyndelsen, men Eric har bevæget sig fra at være popkulturens generationsdigter til at være en slap-in-the-face samfundspoetisk og kritisk revser.

Stilen i form af langdigtet er den samme, dog  kortere. Det er tematikken, det utilpassede identitetssøgende menneske, også, men hvor det i 7/11 var den identitetsforvirrede teenager og i Nike den handikappede krop, er der kommet en reel kant på det utilpassede. Udgangspunktet er en række selvmordsbreve, og så er bogen adresseret ”Til dem der giver en fuck”.

Og at nogen sælger postevand
pakket ind i Disney-figurer
mens mennesker dør i Aleppo

.. er på mange måder det blik, Eric kaster på verden i 'Avatar'. Han spidder skarpt gennem ironi:

og tak for den nye videnskab
sponsoreret af Coca-Cola
der nægter enhver sammenhæng
mellem folks sodavandsforbrug
og fedmeepedemierne verden over
til lyden af det nye slogan
#MakeItHappy

og også i høj grad ved at henvise til online aktivisme. Bemærk at Coca Colas #MakeItHappy –kampagne blev hacket og morbidt blandet op med fraser fra Hitlers manifest. ”Vi har lært at leve med giften” står der senere i digtet, og den egentlige skurk er i virkeligheden ”os selv”. En stemme klandrer tilmed sig selv for at have bidraget til ”al den smeltede hud”, og i bogens sidste to suiter fornemmer man også, at Eric selv står og kigger ind i mørket. Han flettes mere og mere ind i sine inspirationskilder, op på den måde kommer han faktisk selv til syne. Spillet mellem inspiration, omverden og forfatter er med til at gøre 'Avatar' til en hel verden af henvisninger, man kan udforske. Verden vokser, som man springer ind og ud af det, og konstruktionen er velskabt.

'Avatar' kommer indimellem til kort sprogligt, hvilket indrømmes flere steder med blandt andet sætningen ”der er gået inflation i sproget”. Over for det forsvindingspunkt, som døden jo er, iscenesættes sproget som afmægtigt og utilstrækkeligt, hvilket kommer til at virke selvforstærkende. På den anden side er det indlysende, hvorfor det må være sådan. 

Avatar er et stærkt punktum. Den er ikke en afrunding, men et udråbstegn der understreger, at Caspar Eric ikke bare tør være anderledes. Det oprørte sind, mørket og vreden er udtryk for, at Caspar Eric mener noget med sin poesi.

…

og det kan være svært at forstå
at selvmordet nok ikke kun
er en fornægtelse af livet
men også et melankolsk håb 
om at hvis der findes noget hinsides
må det være bedre end hverdagen
eller nogen mulig hverdag
en type af afmagt uden et sprog