Anmeldelse
Når noget slutter af Julian Barnes
- Log ind for at skrive kommentarer
I denne elegante og fortjente prisvinder filosoferes der over, hvad der sker, når tidens paradokser spiller hukommelsen et puds.
Dette års vinder af den prestigefyldte engelske Man Booker pris er en erfaren herre udi skrivekunsten: 24 romaner og stakkevis af essays og noveller har 65-årige Julian Barnes bag sig.
Den prisvindende roman er kort og komprimeret. Man kunne lige så godt have læst en roman på 400 sider frem for 167 sider, da der sker umanerligt meget i løbet af den relativt korte tid, det tager at læse bogen. Og tiden spiller da også en fremherskende rolle i historien, der er opdelt i to afsnit. Tiden før og tiden nu!
I første del introduceres man for Tony Webster og vennerne i gymnasiet og sidenhen universitetet. Selvsikre og anarkistiske og fulde af tiltro til fremtidens gavebord. En ny dreng, Adrian, indlemmes i kliken. Han er højere, flottere, klogere og bliver dermed det naturlige midtpunkt. Senere får Tony sin første kæreste, den knibske Veronica. Det bliver et kæresteår med mange frustrationer, især seksuelle. Da forholdet er forbi, finder Tony ud af, at Adrian har overtaget Veronica, hvilket han tager helt afslappet. Eller? Han sender i hvert fald et brev, hvori han giver dem sin velsignelse. Og så falder bomben; Adrian begår selvmord. Tæppet går ned for første akt.
I anden del går tæppet op og afslører en midaldrende Tony Webster, gennemsnitlig verdensborger, pensioneret og fraskilt. Tiden er gået, og han er gået med uden nogen form for krumspring. Han lever sit liv i forholdsvis ro og orden indtil et brev dumper ind af døren; han har arvet nogle penge og dokumenter fra Veronicas mor, som han har mødt én gang. Ét af dokumenterne er det brev han sendte til Adrian i sin tid. Og afslappet og velsignende er ikke just, hvad man kan kalde tonen deri.
Kan tiden virkelig lægge en så stor dæmper på hukommelsen, at man bliver fremmed for sig selv? Fortiden rykker ind i nutiden, Veronica og andre af ungdommens spøgelser gør deres entré på scenen, og Tony Webster får noget at tænke over. Endnu en bombe falder, og en tragisk hemmelighed afsløres.
Fremragende og intens lille (og dog brusende stor) roman, der virkelig borger for kvalitet frem for kvantitet. Læs den!
Originally published by Britta Voergaard Poulsen, Litteratursiden.
- Log ind for at skrive kommentarer
I denne elegante og fortjente prisvinder filosoferes der over, hvad der sker, når tidens paradokser spiller hukommelsen et puds.
Dette års vinder af den prestigefyldte engelske Man Booker pris er en erfaren herre udi skrivekunsten: 24 romaner og stakkevis af essays og noveller har 65-årige Julian Barnes bag sig.
Den prisvindende roman er kort og komprimeret. Man kunne lige så godt have læst en roman på 400 sider frem for 167 sider, da der sker umanerligt meget i løbet af den relativt korte tid, det tager at læse bogen. Og tiden spiller da også en fremherskende rolle i historien, der er opdelt i to afsnit. Tiden før og tiden nu!
I første del introduceres man for Tony Webster og vennerne i gymnasiet og sidenhen universitetet. Selvsikre og anarkistiske og fulde af tiltro til fremtidens gavebord. En ny dreng, Adrian, indlemmes i kliken. Han er højere, flottere, klogere og bliver dermed det naturlige midtpunkt. Senere får Tony sin første kæreste, den knibske Veronica. Det bliver et kæresteår med mange frustrationer, især seksuelle. Da forholdet er forbi, finder Tony ud af, at Adrian har overtaget Veronica, hvilket han tager helt afslappet. Eller? Han sender i hvert fald et brev, hvori han giver dem sin velsignelse. Og så falder bomben; Adrian begår selvmord. Tæppet går ned for første akt.
I anden del går tæppet op og afslører en midaldrende Tony Webster, gennemsnitlig verdensborger, pensioneret og fraskilt. Tiden er gået, og han er gået med uden nogen form for krumspring. Han lever sit liv i forholdsvis ro og orden indtil et brev dumper ind af døren; han har arvet nogle penge og dokumenter fra Veronicas mor, som han har mødt én gang. Ét af dokumenterne er det brev han sendte til Adrian i sin tid. Og afslappet og velsignende er ikke just, hvad man kan kalde tonen deri.
Kan tiden virkelig lægge en så stor dæmper på hukommelsen, at man bliver fremmed for sig selv? Fortiden rykker ind i nutiden, Veronica og andre af ungdommens spøgelser gør deres entré på scenen, og Tony Webster får noget at tænke over. Endnu en bombe falder, og en tragisk hemmelighed afsløres.
Fremragende og intens lille (og dog brusende stor) roman, der virkelig borger for kvalitet frem for kvantitet. Læs den!
Originally published by Britta Voergaard Poulsen, Litteratursiden.
Kommentarer