Ikke noget at være bange for

Julian Barnes tager livtag med døden i sin seneste bog - Det er der kommet et tankevækkende og humoristisk værk ud af.

Bogen er et storslået biografisk essay, som samtidigt tvinger læseren til at forholde sig til - ja, netop - døden: ”Jeg er måske død, når du læser denne sætning. Hvis du vil beklage dig over min bog, får du ikke svar fra mig. Vi er begge to levende nu (du pr. definition), men du kan i teorien dø før mig. Havde du tænkt på det?” (s. 123)

Nej, det havde jeg faktisk ikke - but thanks for reminding me, Mr. Barnes!

Gennem en kritisk og præcis beskrivelse af sine bedsteforældres og egne forældres liv og - ikke mindst - død gør Barnes sig tanker og overvejelser omkring tro (eller mangel på samme), kunstens rolle og vores alle sammens endeligt. Umiddelbart emner, der rummer en vis tyngde, men Barnes skriver usentimentalt, levende(!) og særdeles humoristisk - og underbygger dermed på meget fornem vis, at der ”ikke er noget at være bange for”.

Sideløbende med selvbiografiske data om en dominerende og selvoptaget mor, en stille og stækket far og en bror, der er forfatterens eget modstykke, høres en polyfoni af stemmer fra kendte og ukendte forfattere og komponister. Barnes´ seneste værk er nemlig også et katalog over blandede forestillinger om mødet med døden og ”de berømte sidste ord”. Og igen tvinges man til at spørge sig selv: Hvad kunne jeg tænke mig, skulle være mine sidste ord? Hva´ med ”Fandens!”, som én af Julian Barnes´ tidligere undervisere drømte om.

Bogen er på sin egen afmystificerende måde et gigantisk memento mori - men det kan i høj grad betale sig læse ’Ikke noget at være bange for’, inden man når så langt!