Lille Sven. En fortælling

Retrospektiv roman om Lille Sven, der melder sig ind i modstandsbevægelsen, og de københavnske sabotørkredse. 

Allerede inden jeg åbner romanen, 'Lille Sven', har jeg store forventninger: Modstandsbevægelsen i romanform - det kan da kun være spændende, gribende og oplysende ikk’?

Romanen starter da også dramatisk. Hovedpersonen, Lille Sven, optræder roligt og velovervejet i en sabotageaktion mod Hellesens Batterifabrik. Derefter går det jævnt ned ad bakke.

Historien om frihedskæmperen og BOPA-medlemmet, Lille Sven, fortælles retrospektivt af den tidligere sortbørshaj, Willi. Den er skrevet i 3. person og med irriterende, psykologisk analyserende vendinger som: ”Så skete der noget, der vendte op og ned på det hele” og ”- det må have været frygteligt pinagtigt for ham…”. Den slags forudgribende/analyserende vendinger kan bruges med held, men her overdrives de og irriterer læseren.

Willi fortæller samtidig sin egen historie. Jeg kan ikke se ideen i at lade Willi fortælle Svens historie. Det virker kunstigt, da Willi ikke kendte Lille Sven, og det bliver også noget rodet at hoppe mellem to fortællinger uden sammenhæng. Bedre bliver det ikke, da forfatteren drager Lille Svens fars dagbogsnotater ind i romanen og kommenterer dem. Det ville have klædt romanen at være skrevet helt i 3. person.

Første del handler om Svens barndom. Det er klart romanens svageste del. Anden del af romanen handler om hans tid i BOPA og er langt mere interessant og oplysende. Det er ganske imponerende at læse om de rigtig mange sabotageaktioner gruppen udførte, og den utrolige hensynsfuldhed over for arbejderne på de berørte arbejdspladser. Desværre er det indimellem lidt opremsende, og nogle gange taber man fuldstændig hovedpersonen af syne. Aktionerne er spændende beskrevet, og ligeledes er det interessant at læse om organiseringen af BOPA.

Man kan spørge sig om, hvad det er, der adskiller romanen fra faglitteraturen? Svaret er fantasi, indlevelse og frihed til at digte og lyve! Give romanfigurerne liv og sjæl! Hvorfor forfatteren Gorm Rasmussen har valgt ikke at gøre brug af disse muligheder, må stå hen i det uvisse. Måske har han været hæmmet af, at det er virkelige personer og begivenheder, han skriver om? I så fald skulle han måske have valgt at skrive en historiebog i stedet.

Jeg spørger mig selv, om Lille Sven dog ikke havde fortjent bedre end denne ujævne roman, hvis sidste halvdel dog hæver sig over miskmasket i første del.