Horden

En stærkt personlig litteraturhistorie, der gør op med den gængse opfattelse af forfatterne fra det moderne gennembrud. Et væsentligt indlæg og debatoplæg.

Hans Otto Jørgensen har skrevet sin egen litteraturhistorie om perioden 1872 – 1912, også kendt som det moderne gennembrud. Forfatterens ærinde er at gøre op med det etablerede litteraturmiljøs ukritiske gentagelse af den gængse opfattelse af forskellige forfatteres kvaliteter. Bogen er, med forfatterens egne ord, blevet til i indignation, dels over den manglende kritik af den fremherskende indstilling, dels over især de kvindelige forfatteres stilling. Hans Otto Jørgensen indleder med en fin gennemgang af perioden og tager derefter 13 mere eller mindre kendte forfattere under kritisk behandling. Som litteraturhistorie kan ’Horden’ ikke stå alene, men den er et væsentligt indlæg i litteraturdebatten.

Hans Otto Jørgensen er ikke litterat i den forstand, selv om han har læst dansk på Københavns Universitet. Det gør han også fint opmærksom på i forordet til bogen. Samtidig er det også hans styrke i forhold til at udvælge og behandle sit stof. Han er ikke bundet af en akademisk tilgang og kan udelukkende lade sig styre af sine egne holdninger og synspunkter. Og det gør han i rigt mål. Han skriver selv i forordet, at bogen er blevet til i indignation. Hvad den indignation går ud på, får vi afsløret igennem selve bogen. Det er bl.a. de kvindelige forfatteres stilling, ikke bare i samfundet men også på det litterære parnas. Ugleset, overset, ringeagtet.

En anden indignation går mere indirekte på det etablerede litteraturmiljøs automatiske og ukritiske gentagelser af visse forfatteres åbenbart urørlige position på parnasset. Her er Hans Otto Jørgensen til gengæld temmelig kritisk. Han freder ikke en Johannes V. Jensen, selv om denne har fået Nobelprisen. Bl.a. er Hans Otto Jørgensen ikke sen til at gøre opmærksom på Jensens stærkt homofobe udfald mod Herman Bang.

Bogen indledes, efter forordet, med et kapitel, ’Omrids’, om de litteraturhistoriske perspektiver fortalt ud fra forfatterens eget syn på den tid, hvor Georg Brandes var den mest indflydelsesrige enkeltperson på den litterære arena. Derefter tager Hans Otto Jørgensen fat på 13 større og mindre forfattere fra perioden 1872 – 1912, hvoraf flere begik selvmord. Imellem sidstnævnte finder vi Gustav Wied, Adda Ravnkilde, Johannes Holbek og Ernesto Dalgas. De øvrige ni forfattere, der kommer under behandling er: J.P. Jacobsen. Olivia Levison, Herman Bang, Betty Borchsenius, Amalie Skram, Ingeborg Stuckenberg, Johannes V. Jensen, Helga Johansen og Marie Bregendahl.

Som litteraturhistorie kan ’Horden’ ikke stå alene, men den er et væsentligt oplæg til debat.