Strange days indeed

I et poetisk sprog maler Hans Otto Jørgensen et deprimerende og tankevækkende portræt af sig selv og sine rødder i et forarmet udkantsdanmark. Sort, skræmmende og velskrevet.

Den tidligere rektor for forfatterskolen Hans Otto Jørgensen er nået til bind 4 i sin selvbiografiske romanserie. Den første ”Hestenes øjne” handlede om hans barndom på landet. Barndommen bliver kun glimtvis antydes i det 4. bind, som i stedet rækker op mod nutiden. Jeg, der har læst alle de tidligere bøger i serien kan dog stadig genkende vores fælles baggrund i et landbosamfund, hvor det ikke er velset at man stikker ud, og hvor man ved begravelser synger ”Langt højere bjerge” med linjen om ”ved jorden at blive, det tjener os bedst”. Kejtetheden og fornemmelsen af ikke at høre til i de finere kredse bærer han med sig, også efter han er blevet en anerkendt forfatter.

Hos en forfatter som Knausgaard har vi set den skånselsløse selvudlevering, som også er karakteristisk for denne roman af Hans Otto Jørgensen. Selv om han er sluppet væk fra det forhadte slidsomme liv på landet, er jeget  i store dele af bogen kroget og værkbruden som en anden Jens Vejmand.  Hans Otto Jørgensen pynter ikke på beskrivelsen af sin i såvel fysisk som metaforisk forstand smuldrende rygrad -  det første gennem optryk af operationsjournaler med cpr-nummer og det hele og det sidste gennem indrømmelsen af misbrug af både sprut og stoffer.

Forholdet til kvinder forekommer også at have misbrugskarakter, ”altid på vej ind i eller ud af et forhold, de fleste gange begge dele på engang”. De stakkels delebørn fra hans opløste ægteskaber betaler prisen, han betragter det med smerte, men er ude af stand til at ændre sin adfærd, hvor han udskifter kvinderne nærmest på samlebånd og udsætter sine børn for vekslende ”onde stedmødre”.

Martret af voldsomme rygsmerter, hallucinerende på morfin og oveni ramt af en depression fremstiller Hans Otto Jørgensen således med voksende sortsyn et forarmet udkantsdanmark, som er drænet for intelligens og talent. Til gengæld har han fået alt rosset i form af prostituerede, misbrugere og socialt udskud ind i de forfaldne rønner. Her er ingen lærkesang over grønne vange, men kun halvsmeltede snebræmmer over de sorte stubmarker.  Det vækker i hvert fald refleksionen hos mig: Står det virkelig så slemt til?