Bog

De uanstændige

Af (
1972
)

Analyse

Panduro, Leif - De uanstændige

Panduros forfatterskab skildrer ofte afvigere, der er blevet trætte af normaliteten og hverdagens trivialitet. 'De uanstændige' er ingen undtagelse.

Leif Panduro (1923-1977) debuterede i 1957 med romanen 'Av min guldtand', men blev for alvor kendt, da han skabte de velkendte pubertetsromaner: 'Rend mig i traditionerne' (1958), 'De uanstændige' (1960) og 'Øgledage' (1961). Desuden bidrog han til radio og tv, såvel som trykte medier. Blandt andet var det ham, der lavede den populære krimiserie 'Ka’ de li’ østers' i 1967.

Panduros forfatterskab skildrer ofte afvigere, der på den ene eller anden måde er blevet trætte af normaliteten, eller om de såkaldte normale, der netop er blevet så normale, at de hverken kan holde andre eller sig selv ud. 'De uanstændige' er ingen undtagelse. Her møder vi den 17-årige Thomas, der er strengt opdraget til at opføre sig i overensstemmelse med samfundets gældende normer og regler, mens nabofamilien Thamms er meget anderledes og usædvanlig frie. Thomas tiltrækkes af denne mærkværdige, afvigende familie og ikke mindst af tvillingerne Mick og Topsy, der er uadskillelige; også når det gælder erotik. Dette vanskeliggør den normbundne Thomas’ forelskelse i Topsy. Thomas tilbringer i begyndelsen af besættelsen en sorgfri sommerferie sammen med familien Thamms, hvor han frigør sig og opdager kærlighed og erotik. Skønt Thomas har umådelig svært ved at slippe sit eget forbudte begær fri, lykkes det i en periode, selvom ferien ender brat, da Thomas’ regelrette far opdager ham sidde tæt omslynget med Topsy.

Romanen skildrer videre Mick og Thomas’ engagement i modstandsbevægelsen, hvor de pludselig har et sted, de hører til, og en gerning der skal udføres. De er sammen om noget og kan se en mening med tilværelsen og det, de gør. Alligevel ender det hele tragisk, da Mick bliver skudt i en forvirrende befrielsesscene, og Thomas efterlades på en afgrund af frihed og står ansigt til ansigt med en trist, udslukt realitet, der hedder fremtiden. 

'De uanstændige' er en roman, der, på trods af at foregå under besættelsen, passer ind i den skrevne tid. 1960’erne vendte op og ned på Danmark, normer og omgangsformer forandredes, og ungdommen gjorde sit for at vise, at den ville have indflydelse og medbestemmelse. De gængse værdier var i krise, og der var en grundlæggende frygt for kaos; tilsammen medvirkede dette til, at forfatterne i denne periode accepterede verden som absurd og meningsløs. Forfatternes værker skildrede verden usentimentalt, nøgternt og ironisk. Med sin strenge og kritiske konfrontationsholdning er Panduro en del af 60’ernes modernisme.

Kilder, links og centrale værker

17 aug.06

Bogdetaljer

Secondary title
Gyldendals tranebøger
Forlag
Gyldendal
Faustnummer
05023912
ISBN
9788702097719
Antal sider
181

Tema

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer