Bog

Dead man walking

Af (
2020
)

Anmeldelse

Dead man walking

05 feb.21

Der er vrede og indignation, men lige så meget kærlighed og sorg i Hans Otto Jørgensens fortælling om brorens konkurs med familiens slægtsgård, der forvandler noget levende og rodfæstet til en fritsvævende myte.

Der er steder, personer og begivenheder, som får en næsten mytologisk status i Hans Otto Jørgensens forfatterskab: gården, søsterens sygdom og tidlige død eller den traumatiske oplevelse, da forfatteren som seksårig kommer på hospitalet, efter at han er blevet trampet ned af et par kvier i stalden og kommer hjem til gården og for første gang i sit liv føler sig som en fremmed, anden: ”Alting er, som det var. Det er kun ham, der er en anden”, som det formuleres i romanen ’Med plads til hundrede køer’ fra 2007.

Det selvbiografiske stof og oplevelsen af at blive revet midtover og ikke have hjemme er også omdrejningspunktet i ’Dead man walking’, der med lige dele vrede, indignation og kærlighed har afsæt i brorens konkurs med slægtsgården i Salling, som gennem 150 år var i familiens eje. En konkurs, der udover at være en personlig tragedie, også markerer den endegyldige afvikling af familielandbruget som livsform. Brorens liv og historie forvandles til ”en fritsvævende myte, som dømmer ham til i al evighed at hænge i luften i støvet i stalden, den tomme stald, efter at køerne er kørt væk, efter den sidste lastbilfuld.”

Romanens komposition følger en historisk kronologi, der strækker sig fra 1950 og frem til konkursen i efteråret 2017, men det er kun den ydre ramme, der holder sammen på bogens strømmende mosaik af korte tekststykker og fragmenter, der følger erindringens krydsende og kredsende bevægelser. ”Jeg falder hele tiden ned i det hul, der blev tilbage efter konkursen” er den fælles overskrift over romanens fire store afsnit. Det er samtidig en præcis karakteristik af den position, der fortælles fra, og det er et udtryk for en forfatter, der i den grad er nede i substansen og stoffet.

’Dead man walking’ er endnu et eksempel på, hvordan det erindringsstof, Hans Otto Jørgensen gang på gang vender tilbage til, aldrig får lov til at stivne i en bestemt, entydig form, men med hver ny bog skrives frem i stadig nye sammenhænge og belysninger. Hans prosa falder aldrig tilbage i en glat og flydende parlando. Bogens karakter Ben, forfatterens alter ego, erklærer et sted, at han som skrivende har valgt at stille ind på den frekvens, ”der hedder skærver og gnister”.

I en lille oplysning til læseren i romanens indledning markerer forfatteren indirekte, at uanset hvor meget han bruger af ”hovedstolen”, så er der også tale om fiktion, skrift, der ikke må forveksles med eller er identisk med ”virkeligheden”: ”Vi kalder dem Kris og Ann og Ben, de tre søskende, og Kris’ kone kalder vi Inge-Lise. Der kommer hele tiden flere til.”

Romanen er benhård og kontant, når det gælder kritikken af en økonomisk vækstideologi og kapitalisering, der ikke bare smadrer et erhverv, men også en livsform. Desto stærkere står omsorgen og ømheden for gården som den levende organisme, den var gennem generationer. Fortalt, skrevet frem, i fragmenter af erindringer, drømme og kropslige sansninger, der ikke mindst stiller skarpt på det konkrete, fysiske arbejde på en måde, som er sjælden i moderne dansk litteratur. Det gælder det hårde fysiske arbejde, der slider kroppe op og sætter pligten frem for alt, men også arbejdet som frihed, selvudfoldelse og fællesskab, ”når de er helt inde i hjertet af rutinen”, eller når malkningen koreograferes som en ballet.

Under fortællingen om at miste et sted og et tilhørsforhold løber der i bogen en anden og parallel fortælling, personificeret i forholdet mellem de to brødre Kris og Ben, der handler om forholdet mellem at høre til og at være frisat. Kris, bonden, gør som forventet, opfatter sig selv som en del af et kollektivt ”vi”, mens Ben er rastløs og søgende. Han er en forlængelse af gården, stedet, men han vil også noget andet. Skrive og være forfatter, og han pendler mellem gården og storbyen uden at høre til nogen af stederne.

I et større perspektiv og sat på formel, handler det om det modsætningsfyldte i at stå med det ene ben i en agrar, naturgroet verden og det andet i moderniteten. Her er et stof, et sprog og en erfaringsverden, som i Hans Otto Jørgensens forfatterskab heldigvis ikke lader sig sætte på formel, men bliver ved med at kaste skærver og gnister af sig.

’Dead man walking’ er nomineret til både Montanaprisen og Politikens Litteraturpris 2020.

Bogdetaljer

Forlag
Gladiator
Faustnummer
38313029
ISBN
9788793658479
Antal sider
262

Tema

Tema

Klassesamfundet

En strøm af aktuelle bøger sætter på ny spot på klassesamfundet og giver os personlige fortællinger fra det ulige samfund.
Læs mere

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer