Litteratursidens ungeanmeldelser bliver produceret af unge i alderen 16-25, der brænder for at formidle litteratur. Anmelderarbejdet er frivilligt, og man må beholde de bøger, man anmelder. Hvis du er interesseret i at anmelde og er 16-25 år, er du velkommen til at kontakte redaktør Emma Karlebjerg på b79t@kk.dk.
Du kan gå på opdagelse i Ungeanmeldelserne her og blive inspireret til din næste læseoplevelse.
I det følgende kan du læse lidt om de formelle kriterier for anmeldelserne samt lidt om, hvordan vi tænker indholdet. Er du i tvivl om noget, er du altid velkommen til at skrive til redaktør Emma Karlebjerg på b79@kk.dk.
En anmeldelse er ikke det samme som en anbefaling. Du skal formidle din læseoplevelse, hvad enten den er positiv eller negativ, så det er helt i orden at være kritisk. Det er samtidig vigtigt, at du begrunder din vurdering i den bog, du har læst. Anmeldelsen må meget gerne være personlig, dvs. du må gerne bruge dig selv i din anmeldelse og stå frem med det, man kan kalde din anmelderpersona. Er du fx ekspert i moderne tysk litteratur, har du en forkærlighed for sci-fi, eller læser du Freud ind i alle kærlighedsromaner, så kan du fint skrive det ind i anmeldelser, hvor det er relevant.
Det er rigtig fint at eksperimentere, og du er altid velkommen til at spørge om råd, hvis du er i tvivl om, hvad der fungerer. Du kan altid få feedback på din anmeldelse, også i løbet af skriveprocessen.
Litteratursiden anmelder både skøn-, fag- og børnelitteratur. Det kan være alt fra klassikere, romance, graphic novels, og hvad dit hjerte ellers brænder for. Du må selv bestemme, hvad du anmelder, dog gælder først til mølle-princippet, så hvis der er en anden ungeanmelder, der har skrevet sig på først, går bogen desværre til dem. Du bestiller en bog ved at sende en mail og får sendt bogen direkte hjem til dig efter aftale.
Kommentarer