Ungeanmeldelse
Tryghedsnarkomaner
- Log ind for at skrive kommentarer
Ærkefeminist, revolutionær og en røvfantastisk digter. Vita Andersens debut, ’Tryghedsnarkomaner’, er et af vores allervigtigste poetiske værker her i Danmark.
’Tryghedsnarkomaner’ er et opråb til alle danske mænd og kvinder. Det er redelig selvterapi. Det er en stemme, der var brug for i sin samtid – en stemme der stadig er brug for i dag.
Vita Andersen skriver om sine oplevelser som kvinde i et mandsdomineret samfund, om sin opvækst med en psykisk ustabil mor, om sine elskere og hendes dybe depression, og om uretfærdigheder og selvmordsforsøg. I digtet “Gudrun Brun” fortæller Andersen satirisk, hvordan hun blev kastet rundt fra plejefamilie til plejefamilie, og om hvordan den danske overlæge Gudrun Brun behandlede hende hensynsløst og tvang hende tilbage til hendes ustabile mor efter, at den 8-årige Vita endelig var faldet på plads i hendes nye familie:
”du kunne vel ikke gøre for det Gudrun Brun
du valgte forkert for mig
hvis du havde spurgt mig
ville jeg helst være blevet hvor jeg var
hos dem der havde adopteret mig
men du valgte vel i bedste mening
og snakkede om moderens hellige ret
det er jo ærgerligt”
Det er en digtsamling af uendelige dybder, og det ville være umuligt i anmeldelsens korte format at nå at behandle alle dens temaer. Dog har digtene alle det tilfælles, at de tydeligt portrætterer et billede af kvinden på Andersens samtid. Et billede af kvinden som et offer for et mandssamfund, i hvilket sporene fra en tid, hvor kvinden var ejendomsret, stadig kan mærkes. Hvert digt er en fortælling, som Andersen maler for os, og de billeder, hun maler, er hjerteskærende, barnlige, rå og mest af alt ægte. Hendes digte er tunge og tynger hjertet. De higer efter retfærdighed og skriger af smerte og svigt.
’Tryghedsnarkomaner’ er fyldt med ambitionen og nødvendigheden om at nå til et punkt i vores samfund, hvor kvinder skal være foruden vold, forfængelighed og en opfattelse af underlegenhed. Vita Andersen gør klar til kamp og ved mere end nogen anden, at kampen er nødt til at komme indefra. Ingen andre end os selv kan lave om på det.
Mænd og kvinder, unge og ældre, anskaf jer ’Tryghedsnarkomaner’ med det samme; dét er feministisk pligtlæsning.
- Log ind for at skrive kommentarer
Ærkefeminist, revolutionær og en røvfantastisk digter. Vita Andersens debut, ’Tryghedsnarkomaner’, er et af vores allervigtigste poetiske værker her i Danmark.
’Tryghedsnarkomaner’ er et opråb til alle danske mænd og kvinder. Det er redelig selvterapi. Det er en stemme, der var brug for i sin samtid – en stemme der stadig er brug for i dag.
Vita Andersen skriver om sine oplevelser som kvinde i et mandsdomineret samfund, om sin opvækst med en psykisk ustabil mor, om sine elskere og hendes dybe depression, og om uretfærdigheder og selvmordsforsøg. I digtet “Gudrun Brun” fortæller Andersen satirisk, hvordan hun blev kastet rundt fra plejefamilie til plejefamilie, og om hvordan den danske overlæge Gudrun Brun behandlede hende hensynsløst og tvang hende tilbage til hendes ustabile mor efter, at den 8-årige Vita endelig var faldet på plads i hendes nye familie:
”du kunne vel ikke gøre for det Gudrun Brun
du valgte forkert for mig
hvis du havde spurgt mig
ville jeg helst være blevet hvor jeg var
hos dem der havde adopteret mig
men du valgte vel i bedste mening
og snakkede om moderens hellige ret
det er jo ærgerligt”
Det er en digtsamling af uendelige dybder, og det ville være umuligt i anmeldelsens korte format at nå at behandle alle dens temaer. Dog har digtene alle det tilfælles, at de tydeligt portrætterer et billede af kvinden på Andersens samtid. Et billede af kvinden som et offer for et mandssamfund, i hvilket sporene fra en tid, hvor kvinden var ejendomsret, stadig kan mærkes. Hvert digt er en fortælling, som Andersen maler for os, og de billeder, hun maler, er hjerteskærende, barnlige, rå og mest af alt ægte. Hendes digte er tunge og tynger hjertet. De higer efter retfærdighed og skriger af smerte og svigt.
’Tryghedsnarkomaner’ er fyldt med ambitionen og nødvendigheden om at nå til et punkt i vores samfund, hvor kvinder skal være foruden vold, forfængelighed og en opfattelse af underlegenhed. Vita Andersen gør klar til kamp og ved mere end nogen anden, at kampen er nødt til at komme indefra. Ingen andre end os selv kan lave om på det.
Mænd og kvinder, unge og ældre, anskaf jer ’Tryghedsnarkomaner’ med det samme; dét er feministisk pligtlæsning.